Rusland: Europas fortsatte støtte til Ukraine fører ikke til fred

Den russiske regerings primære talsmand, Dmitrij Peskov (t.h.), retter kritik mod både Zelenskyj og vestlige ledere efter weekendens kaotiske møde i Det Hvide Hus og et vestligt møde i London. Her ses han sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Arkivfoto). Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix

Ukraine-møde i London var ikke rettet mod at opnå fred. I stedet vil krigen trække ud, mener Putins talsmand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Europæiske lederes løfter om at øge støtten til Ukraine vil ikke bidrage til en fredelig løsning på konflikten.

Det vil i stedet få krigen til at trække ud, siger den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge Reuters.

- Det har tydeligvis ikke meget med en fredsplan at gøre, siger han på et pressemøde i Moskva mandag.

Blandt andet har Storbritannien lovet at bruge et beløb svarende til omkring 14 milliarder kroner på luftforsvar til Ukraine.

Peskov siger videre, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, tilsyneladende ikke vil erkende realiteterne på slagmarken.

Peskov mener, at der må lægges pres på Zelenskyj, så han ændrer sin holdning og indgår en fredsaftale.

- Han vil ikke have fred. Nogen bør få ham til at ville have fred. Hvis europæerne gør det, skal de have ros for det, siger Peskov ifølge nyhedsbureauet AFP.

Zelenskyj har tidligere afvist at afstå områder til Rusland, som russiske styrker har indtaget. Det er ikke fred, men overgivelse, har han - sammen med europæiske ledere - påpeget.

Søndag fik Zelenskyj massiv opbakning, da han mødtes med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og en række andre vestlige ledere.

De blev enige om at udarbejde en fredsplan for Ukraine, som skal præsenteres for USA.

Mødet fandt sted, to dage efter at Zelenskyj var stødt sammen med USA's præsident, Donald Trump, for rullende kameraer i Det Hvide Hus.

- Det var noget af en usædvanlig begivenhed, siger Peskov om mundhuggeriet mellem Zelenskyj og Trump og den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance.

Mandag siger Peskov videre, at der ikke har været nogen kontakt mellem Trump og Ruslands præsident, Vladimir Putin, "som offentligheden skal kende til".

Den seneste kendte kontakt mellem dem var den 12. februar, hvor de to præsidenter talte i telefon.

I sidste uge sagde Trump, at han har talt med Putin ved "adskillige lejligheder".

/ritzau/Reuters