Rusland hævder at afværge stort ukrainsk fremstød
Ukraine skulle søndag ifølge russiske nyhedsbureauer have startet militære fremstød i det sydlige Donetsk.
Ruslands forsvarsministerium hævder, at russiske styrker har afværget en stor ukrainsk offensiv i det sydlige Donetsk.
I en udtalelse lidt efter søndag midnat hævder ministeriet, at den ukrainske offensiv blev indledt søndag med seks infanteribataljoner og to kampvognsbataljoner.
En bataljon består ifølge Den Danske Ordbog typisk af 500-800 mand.
Det er uvist, om der er tale om den længe ventede modoffensiv, som Ukraine i længere tid har arbejdet på.
- Fjendens mål var at bryde igennem vores forsvar i den sektor, der i dens opfattelse er den mest sårbare. Fjenden opnåede ikke sine mål, lyder det i udtalelsen.
Det har ikke været muligt for Reuters at bekræfte oplysningerne.
Forsvarsministeriet hævder, at man har påført Ukraine tab af 250 soldater, 16 kampvogne, tre infanterikampkøretøjer samt 21 pansrede kampkøretøjer.
Ifølge forsvarsministeriet skulle offensiven være blevet indledt søndag morgen i fem områder.
Den russiske generalstabschef, Valerij Gerasimov, var ved et kontrolpunkt i nærheden, da Ukraine begyndte fremstødene, skriver forsvarsministeriet.
Donetsk er en ukrainsk region, som Rusland har annekteret.
Ukraine har ikke umiddelbart kommenteret påstanden fra Ruslands forsvarsministerium.
Præsident Volodymyr Zelenskyj sagde søndag aften i et interview, at Ukraine var klar til at handle. Men han nævnte ikke noget om søndagens påståede fremstød.
Gerasimov har sammen med den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, i de seneste måneder fået kritik fra Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin.
Wagner-Gruppen er den paramilitære gruppe, som har været spydspids for den russiske offensiv i den østlige by Bakhmut.
Jevgenij Prigozjin har kritiseret Ruslands militære ledelse for ikke at levere nok ammunition og anklaget dem for uduelighed og landsforræderi.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde