Rusland hævder at have fanget ukrainsk sabotageagent
Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler med børn på Krim, som russerne annekterede i marts 2014 - kort efter den russiskvenlige ukrainske præsident Viktor Janukovitj var blevet tvunget fra magten af massedemonstrationer i Ukraine. Foto: /ritzau/AP/Alexei Druzhinin/arkiv
/ritzau/AP/Alexei Druzhinin/arkiv
FSB: Han havde ordre til at ødelægge højspændingsledninger, antænde skovbrande og blokere motorveje.
De russiske myndigheder hævder, at de har pågrebet en ukrainsk efterretningsagent, der havde planer om sabotageaktioner på den russisk besatte Krimhalvø.
- Den mistænkte mand blev pågrebet, da han prøvede at ødelægge højspændingsledninger, siger FSB, den russiske sikkerhedstjeneste.
- Han blev taget med sprængstoffer og en granat. Han havde planlagt at brænde et skovområde ned og blokere en motorvej ved at starte et stenskred, hedder det i en presseerklæring fra FSB.
De ukrainske myndigheder har forkastet anklagerne som "falske nyheder", der har til formål at skræmme befolkningen på Krim.
Ukrainske styrker har siden foråret 2014 kæmpet mod russiskvenlige separatister i det østlige Ukraine.
Omkring 10.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten.
FSB har opgivet den anholdtes navn til at være Gennadij Lemesjko. Han betegnes som en tidligere efterretningsofficer i det østlige Ukraine.
- Han blev sendt til Krim på en sabotageaktion, hedder det.
- Han havde ordre til at ødelægge højspændingsledninger, antænde skovbrande og sætte ild til regeringsbygninger samt blokere motorveje, hævder FSB.
En talskvinde for SBU, Ukraines sikkerhedstjeneste, siger, at den er ved at undersøge mandens identitet, og at det endnu ikke er fastslået, hvorvidt han er ukrainer.
Men SBU kalder anholdelsen for en "provokation", der har til hensigt at give Ukraine skylden for nylige strømafbrydelser i forbindelse med en hedebølge på Krim.
Rusland annekterede Krimhalvøen i Sortehavet i marts 2014 - kort efter den russiskvenlige ukrainske præsident Viktor Janukovitj var blevet tvunget fra magten af massedemonstrationer i Kijev.
Mange vestlige lande har indført sanktioner mod Rusland på grund af dets annektering af Krim.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker