Rusland hævder at have ødelagt ukrainske droner over Krim
Guvernøren i Sevastopol, Mikhail Razvozhayev, som her ses sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin, skriver på Telegram, at russiske luftværnssystemer har ødelagt fem droner natten til tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Ifølge Rusland har Ukraine affyret droner mod havnebyen Sevastopol natten til tirsdag.
Ruslands luftværnssystemer har ødelagt fem droner affyret af Ukraine over havet ved havnebyen Sevastopol på Krimhalvøen.
Det hævder Sevastopols russiskinstallerede guvernør, Mikhail Razvozjajev, på sociale medier natten til tirsdag ifølge Reuters.
Vragrester er faldet ned på taget af et privat hjem i landsbyen Andrijivka, der er en forstad til Sevastopol. Det betød, at der kortvarigt gik ild i huset, siger Razvozjajev.
Der er ingen meldinger om dødsfald.
Ukraine har ikke umiddelbart kommenteret den russiske melding, som Reuters ikke har været i stand til at bekræfte.
Shot, et russisk medie, der ofte udgiver troværdig sikkerhedsinformation, siger, at der omkring klokken 04.10 lokal tid kunne høres høje eksplosioner nær byerne Novoferorivka og Saky.
I Saky ligger der en russisk luftbase.
Krimhalvøen har været annekteret af Rusland siden 2014.
I sidste uge bekræftede det russiske forsvarsministerium, at Ukraine havde ramt et skibsværft i Kertsj på Krim med 15 raketter.
Et skib blev meldt beskadiget eller ødelagt under angrebet.
Det russiske forsvarsministerium meddelte i samme ombæring, at 13 ukrainske raketter var blevet uskadeliggjort af luftværnssystemet.
Mandag aften sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at den ukrainske hær havde ødelagt "Askold", som er et stort russisk skib på skibsværftet i Kertsj.
- Jeg takker alle, der sikrede den succesfulde ødelæggelse af det russiske skib på skibsværftet i Kertsj, lød det ifølge AFP fra Zelenskyj i hans daglige videotale, der blev holdt, to dage efter at Ukraine sagde, at der havde udført succesfulde angreb i området.
Sevastopol ligger ud til Sortehavet.
Ukraine har flere gange haft Ruslands sortehavsflåde på Krim som mål.
I september ramte et meget omtalt angreb sortehavsflådens hovedkvarter i Sevastopol ifølge Ukraine.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker