Rusland hævder at have taget kontrol med koksværk i Avdijivka
Koks- og kemikalieværket i Avdijivka, der stammer fra sovjettiden, er blandt Europas største. (Arkivfoto). Foto: Alexander Ermochenko/Reuters
Rusland hævdede søndag at have kontrol med Avdijivka. Nu hævder Rusland at have taget kontrol med koksværk.
Det russiske militær har taget kontrollen med koks- og kemikalieværket i den ukrainske by Avdijivka, hævder russiske statslige nyhedsbureauer mandag.
Det er sket, efter at det meste af byen weekenden over kom under russisk kontrol efter måneder med voldsomme kampe.
Rusland sagde søndag, at det havde taget kontrollen med byen, der ligger i Donetsk-regionen, men at ukrainske styrker havde forskanset sig på værket.
- Russiske flag blev hejst på de administrative bygninger på værket, skriver det statslige nyhedsbureau Tass med henvisning til en udtalelse fra det russiske forsvarsministerium.
Det statslige nyhedsbureau RIA har offentliggjort en kort video optaget fra luften, der viser sporadiske sprængninger ved, hvad der ser ud til at være et industrianlæg.
Reuters har ikke været i stand til uafhængigt at bekræfte videoen eller meldingerne.
Avdijivkas fald er Ruslands største sejr i krigen, siden det erobrede Bakhmut i maj 2023, og sker næsten to år efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, iværksatte en krig ved at beordre en invasion af Ukraine.
Avdijivka, der havde en befolkning inden krigen på omkring 32.000, blev kortvarigt indtaget af russiskstøttede separatister i 2014, men blev senere generobret af ukrainske styrker, der byggede omfattende forsvarsværker.
Byen ligger omkring 15 kilometer nord for den russiskbesatte by Donetsk.
Inden krigen var koksværket, der stammer fra sovjettiden, blandt Europas største.
Ukraine har ikke umiddelbart kommenteret de russiske meldinger.
Lørdag sagde Oleksandr Syrskyj, der er forsvarschef i Ukraine, at hans styrker var rykket tilbage for at indtage mere sikre positioner uden for byen "for at undgå at blive omringet og beskytte vores soldaters liv og helbred".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker