Rusland har orienteret Nato om militærøvelse
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, bekræfter, at Nato i løbet af onsdagen er blevet informeret om Ruslands planer om at holde en stor militærøvelse nær grænsen til Ukraine.
- Ja, russerne har informeret os om denne militærøvelse.
- Men jeg er ikke i stand til at gå i detaljer om omfanget eller formålet med øvelsen. Jeg ved bare, at der er tale om en militærøvelse, som vi er blevet orienteret om.
- Og jeg går ud fra, at russerne har levet op til alle forpligtelser, hvad angår åbenhed, siger Fogh på et pressemøde i forbindelse med onsdagens forsvarsministermøde blandt de 28 Nato-lande i Bruxelles.
Det kom tidligere på onsdagen frem, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har beordret militære enheder i den vestlige del af landet i alarmberedskab og krævet soldaterne sendt på øvelse.
- Efter ordre fra præsidenten af den russiske føderation er styrkerne i det vestlige militærdistrikt sat i alarmberedskab i dag, lød meddelelsen fra forsvarsminister Sergej Shoigu.
Det pågældende militærdistrikt grænser op til Ukraine, og ordren kommer, efter at Rusland de seneste dage har udtrykt bekymring over ustabilitet i Ukraine i kølvandet på præsidentens afgang og en folkelig opstand.
Ordren kommer på et tidspunkt, hvor det er svært at overse de geopolitiske forbindelser mellem øvelsen og de blodige begivenheder i den tidligere sovjetrepublik i sidste uge.
Nato-generalsekretæren antydede tidligere på onsdagen, at Nato har været i uformel kontakt med Rusland for at overbringe budskabet om, at alle lande må respektere Ukraines suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet.
Fogh afviser dog onsdag aften, at Natos støtteerklæring til Ukraine og ros til Ukraines væbnede styrker for at have forholdt sig i ro de seneste uger også skal ses som en advarsel til Rusland.
- Vores erklæring er først og fremmest en meddelelse til det ukrainske folk - en erklæring om solidaritet, om støtte, om fortsat dialog med Ukraine, siger Fogh.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie