Rusland holdes ude af 80 årsceremonierne for befrielsen af Auschwitz

Auschwitz ligger omkring 70 kilometer fra byen Krakow i det sydlige Polen. Nazityskland lavede den polske kaserne om til en koncentrationslejr. Nu er Auschwitz et museum. Billedet er fra indgangen til området. "Arbeit macht frei", står der på skiltet. (Arkivfoto). Foto: Bartosz Siedlik/Ritzau Scanpix

Det var sovjetiske soldater, der befriede koncentrationslejren Auschwitz. Det er snart 80 år siden, og årsdagen skal markeres. Men Rusland er ikke velkommen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i Polen står som et af de mest berygtede symboler på Nazitysklands forbrydelser.

Der er derfor planer om store ceremonier i Auschwitz, der i dag er museum, når 80 årsdagen for befrielsen oprinder.

Men det ser ikke ud til at blive gnidningsløst. Museets ledelse vil ikke invitere befrierne.

Auschwitz omkring 70 kilometer fra Krakow var inden Tysklands besættelse af Polen en militærkaserne for den polske hær.

Tyskerne lavede den om til en koncentrationslejr, hvor anslået en million jøder og 100.000 andre, som tyskerne ikke kunne lide, døde.

Det var først i slutningen af krigen og efter afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa den 8. maj 1945, at omfanget af Holocaust gik om for omverdenen.

Tyskerne havde systematisk forsøgt at udrydde Europas jøder. Seks millioner jøder var myrdet.

I januar 1945 var Sovjetunionens røde hær i fuld fart på vej hen over Østeuropa mod Berlin, den tyske hovedstad, for endeligt at nedkæmpe Nazityskland.

Den 27. januar kom en gruppe sovjetiske soldater frem til porten til Auschwitz.

De tyske vagter og soldater havde forladt koncentrationslejren og den nærliggende Birkenau, der var en regulær dødslejr med gaskammer.

Men der var en lille gruppe levende og hårdt plagede fanger tilbage. Museet skriver på sin hjemmeside, at det var 7000.

De blev befriet, og derfor regnes den 27. januar som en dag, hvor ofrene mindes, og hvor man også hylder frihed.

Faktisk er denne dag internationalt erklæret som Holocaustdag.

Piotr Cywinski er direktør for Auchwitzmuseet, og han har holdt en pressekonference for at fortælle om planerne for ceremonierne i anledning af 80-året.

Piotr Cywinski er direktør for museet Auschwitz-Birkenau. Han siger, at Rusland ikke er velkommen til ceremonierne i januar. (Arkivfoto). Foto: Michele Tanussi/Ritzau Scanpix

Og her er det kommet frem, at Rusland ikke inviteres til at deltage.

- Det er en årsdag for en befrielse. Vi husker ofrene, men vi husker også friheden der, siger han ifølge EU Today.

- Det er svært at forestille sig tilstedeværelsen af Rusland, som tydeligvis ikke forstår værdien af frihed.

Sovjetunionen blev opløst i 1991 og blev til 15 republikker, hvoraf Rusland er den største.

Rusland har overtaget Sovjetunionens faste plads i FN's Sikkerhedsråd samt de sovjetiske kernevåben.

Desuden har Vladimir Putin, den russiske præsident, i de senere år talt den sovjetiske historie op over for russerne.

Det gælder særligt Sovjetunionens indsats og store ofre under Anden Verdenskrig.

I 2019 var Tysklands daværende forbundskansler, Angela Merkel, (tv). på besøg i Auschwitz-Birkenau. Direktør Piotr Cywinski viste rundt. Her er de to foran Birkenau. (Arkivfoto). Foto: Agencja Gazeta/Reuters

Rusland markerer hvert år den 9. maj som en sejrsdag. Det var den dag, da Nazitysklands kapitulation nåede Moskva.

Men Ruslands krig i Ukraine har fået konsekvenser for Ruslands deltagelse i Auschwitz-ceremonierne.

Rusland angreb Ukraine i februar 2022 og har ikke deltaget i ceremonierne i de seneste to år.

Og det sker så heller ikke til januar.

- Ruslands tilstedeværelse ville være kynisk, citerer Jewish News Piotr Cywinski for at sige.

- Jeg ser gerne, at det bliver muligt igen en dag, men lad os være seriøse. Det bliver bestemt ikke inden for de næste fire måneder.

Auschwitz-Birkenau ligger i Polen, som i Ukraine-krigen har stillet sig helt på nabolandet Ukraines side mod Rusland.

Kvindelige fanger fotograferet i en Auschwitz-barak efter befrielsen i januar 1945. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Auschwitz og Holocaust

* Holocaust er betegnelsen for nazisternes forfølgelse og forsøg på at udrydde jøder i Europa.

* Ordet har græske rødder og betyder "brændt" eller "brandoffer".

* Shoah - Katastrofe - er den nutidige jødisk-hebraiske betegnelse for Holocaust.

* Tyskland blev fra 1933 til 1945 styret af nazister.

* Nazistyret dræbte omkring seks millioner jøder i Tyskland og i de lande, Tyskland besatte under krigen. Der blev blandt andet taget gaskamre i brug.

* I Auschwitz-Birkenau i det tysk-besatte Polen blev omkring 1,1 million mennesker dræbt.

* I nogle lejre blev der lavet medicinske forsøg med fangerne.

* I alt var der 22 hovedlejre, der havde omkring 1200 filiallejre tilknyttet - ofte i industriområder. Dertil kommer tusindvis af mindre lejre rundt om i de tysk besatte områder. Mange fanger udførte tvangsarbejde.

* Omkring 6000 danskere kom i koncentrationslejre. Der var ingen lejr i Danmark.

Kilder: Ritzau, Dansk Institut for Internationale Studier, holocaust-uddannelse.dk

/ritzau/

Overlevende fanger, som mødte de sovjetiske befriere den 27. januar 1945 i Auschwitz. (Arkivfoto). Foto: Sub/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu