Rusland: Idéer i Assads tale skal have plads
Fra blandt andet USA, EU og Tyrkiet er kritikken haglet ned over den tale, Syriens præsident, Bashar al-Assad, holdt søndag.
Men hvis der skal findes en løsning på den blodige konflikt i Syrien, skal de forslag, som Assad kom med, inddrages i overvejelserne, fastslår Ruslands udenrigsministerium.
Ifølge ministeriet har Assad vist, at han er "parat til at indlede en dialog" i Syrien.
Den syriske præsident er klar til at "reformere landet på grundlag af Syriens suverænitet, uafhængighed, enhed og territoriale integritet samt princippet om ikkeindblanding i indre anliggender", meddeler udenrigsministeriet ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.
I sin tale søndag foreslog den syriske præsident en række nye fremgangsmåder for at få standset den blodige konflikt i landet.
Det drejer sig blandt andet om en forsonings-konference, indsættelsen af en ny regering, udarbejdelsen af en ny forfatning efterfulgt af en folkeafstemning og amnesti.
Dog fastholder Assad, at personer, der i hans øjne har "forrådt Syrien", ikke er inviteret til forsoning.
Assad nævnte i øvrigt ikke noget om, hvorvidt han selv vil afgive magt.
Fra vestlig side blev talen over en bred kam affærdiget som tomme løfter.
Den russiske udmelding kommer forud for et møde i Genève fredag, hvor russiske og amerikanske diplomater mødes med FN's og Den Arabiske Ligas særlige Syrien-udsending, Lakhdar Brahimi.
Både Rusland og USA støtter Brahimis bestræbelser på at få indgået en fredsaftale på grundlag af en aftale, som stormagterne indgik i Genève i juni, der blandt andet omfatter oprettelsen af en overgangsregering.
Men de to lande er uenige om, hvorvidt en fredsløsning skal omfatte Assads afgang.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned