Rusland irriteret på EU: Lad være med at presse Ukraine
Foto: Sergei Karpukhin/ Scanpix /Scanpix
Sergei Karpukhin/ Scanpix /Scanpix
Rusland beskylder de europæiske lande for at forsøge at presse Ukraine til at knytte tættere bånd med EU dagen efter, at russerne og ukrainerne har indgået en stor økonomisk aftale.
Rusland er "overrasket" over disse "forsøg på at lægge pres" på Ukraines regering, siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og tilføjer, at disse forsøg "fortsætter trods den netop indgåede aftale".
Lavrov langer ud efter europæernes snak om "frit valg".
- Med denne frase, denne appel, forsøger de at fratage en suveræn stat dens ret til at håndtere situationen på egen hånd og handle i overensstemmelse med dens nationale interesser, siger Sergej Lavrov.
EU har ikke haft succes med at lande en ellers højt prioriteret handels- og associeringsaftale med Ukraine. Ukrainerne løb fra aftalen, kort før den skulle skrives under.
Men EU holder fortsat en dør åben for Ukraine, og tilbuddet om den omfattende handels- og associeringsaftale, der kan gavne Ukraine på længere sigt, står ved magt, lyder det fra blandt andre handels- og europaminister Nick Hækkerup (S).
Tirsdag indgik Ukraine og Rusland en aftale, der sikrer blandt andet et russisk køb af ukrainske statsobligationer for omkring 83 milliarder kroner.
Rusland har desuden reduceret prisen på naturgas med en tredjedel til Ukraine, som har haft store problemer med at betale sine regninger.
Janukovitj er under hårdt pres i sit hjemland, hvor proeuropæiske demonstrationer har stået på i ugevis med hundredtusinder af deltagere.
EU-politikerne har gjort det klart, at man er misfornøjet med de blandede signaler fra den ukrainske ledelse i forhold til handels- og associeringsaftalen.
Demonstranterne i Kijev raser over, at deres præsident pludselig sagde nej til EU-samarbejdsaftalen i slutningen af november.
Janukovitj har indrømmet, at beslutningen om at foretage en kovending i forhold til EU blev truffet efter pres fra Rusland.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned