Rusland: Kerry ringede for at drøfte fred i Syrien
Fredagens forsøg på at sætte skub i en politisk overgangsproces i Syrien fortsætter mellem USA og Rusland.
Rusland og USA fortsætter de tilsyneladende svære drøftelser om, hvordan man kan sætte skub i en politisk fredsproces i Syrien.
De to landes udenrigsministre, John Kerry og Sergej Lavrov, holdt lørdag efter amerikansk ønske et telefonmøde i forlængelse af et møde i Wien fredag.
- Gårsdagens meningsudveksling i Wien fortsatte med en diskussion af udfordringer i forhold til organiseringen af den politiske proces mellem Syriens regering og den syriske opposition.
- Det blev også diskuteret, hvordan man sikrer en repræsentativ støtte fra udlandet med hjælp fra de ledende lande i regionen, skriver det russiske udenrigsministerium om telefonmødet ifølge nyhedsbureauet Tass.
Fredag mødtes udenrigsministrene fra Rusland, USA, Saudi-Arabien og Tyrkiet i Wien for at diskutere situationen i Syrien.
Sergej Lavrov har lørdag i et interview på russisk tv sagt, at russerne blandt andet vil støtte moderate oprørsgrupper med luftangreb mod ekstremisterne fra Islamisk Stat (IS).
Det er en ny melding fra Moskva, som tidligere er blevet beskyldt af USA for at bombe netop de moderate oprørere.
- Vi er også klar til at støtte den patriotiske opposition, herunder den såkaldt Frie Syriske Hær, fra luften, siger Sergej Lavrov.
Udenrigsministeren antyder dermed et kursskifte i den russiske mission, efter at Putins talsmand så sent som fredag slog fast, at "det er umuligt at se forskel på den moderate opposition og terrorgrupper."
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned