Rusland melder om droneangreb over 1000 kilometer fra Ukraine
Her ses ifølge Ukraine en Shahed-drone, der blev brugt i angreb mod Kyiv i 2022. Netop den dronetype var mål for ukrainsk angreb i Rusland, melder sikkerhedskilde. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters
Ifølge ukrainsk forsvarskilde har angreb blandt andet ramt anlæg til droneproduktion i Rusland.
To industrianlæg i den russiske region Tatarstan er blevet ramt af droneangreb omkring 1100 kilometer fra grænsen til Ukraine.
Det oplyser russiske embedsmænd tirsdag.
En anonym ukrainsk forsvarskilde siger, at GUR - den ukrainske militære efterretningstjeneste - står bag.
Ifølge kilden har angrebet ramt et sted, hvor iranskdesignede Shahed-droner samles.
Viser angrebet sig at komme fra ukrainsk område, vil det være et af de angreb, der har ramt længst inde på russisk territorium siden krigens begyndelse i februar 2022.
Det oplyses dog ikke, om angrebet kom fra ukrainsk område.
- Virksomheder i Jelabuga og Nizjnekamsk blev angrebet af ubemandede luftfartøjer, siger Tatarstans leder, Rustam Minnikhanov, i et opslag på Telegram.
Mindst seks blev såret i angrebet i Jelabuga. Det rapporterer det statsejede russiske nyhedsbureau Tass med henvisning til det lokale beredskab.
Videoer delt på sociale medier viser en drone, der ligner et fly, som flyver ind i en bygning med to etager.
Da dronen rammer bygningen, går den op i flammer. Det sker lidt uden for byen Jelabuga.
Minnikhanov siger, at der ikke er alvorlige skader, og at produktionen fortsætter.
Nizjnekamsks borgmester har udtalt, at det med russisk luftforsvar lykkedes at få afværget et angreb på et olieraffinaderi i hans distrikt, rapporterer Tass. Han siger, at der hverken er skader eller sårede.
Det russiske nyhedsbureau Ria Novosti siger, at en drone ramte et område med et olieraffinaderi i byen.
Med henvisning til redningstjenester rapporterer nyhedsbureauet, at en efterfølgende brand blev slukket på 20 minutter, og at produktionen ikke blev stoppet.
Rusland har for nylig rettet en række angreb mod den ukrainske energisektor.
Ukraine har den anden vej taget skylden for en række angreb mod russiske olieraffinaderier. Ukraine hævder, at det er legitimt at slå igen.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde for nylig til Washington Post, at Ukraine anvender sine egne droner til angreb på russisk territorie, for "ingen kan sige til os, at det kan man ikke".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet