Rusland melder om endnu et muligt droneangreb på olieraffinaderi
Natten til torsdag blev olieraffinaderiet Ilsky ramt af et droneangreb, som antændte en brand. Det er muligvis også sket fredag. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Et droneangreb har muligvis antændt en brand på et russisk raffinaderi for anden gang på to dage.
Et olieraffinaderi i det sydlige Rusland nær Sortehavet er muligvis blevet udsat for et droneangreb, oplyser de russiske myndigheder fredag morgen.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
I hvert fald er der udbrudt brand på et 60 kvadratmeter stort område på olieraffinaderiets territorium, fortæller en beredskabskilde.
Og branden kan være udløst af et "uidentificeret droneangreb", oplyser russiske efterforskere ifølge Tass.
Tidligere fredag formiddag fremgik det som et faktum af Tass' artikler, at olieraffinaderiet var blevet angrebet af en drone. Tass henviste til oplysninger fra de russiske myndigheder.
Det fremstår dog ikke længere sikkert, at det forholder sig sådan.
Ifølge de foreløbige oplysninger fra myndighederne er ingen omkommet eller kommet til skade i forbindelse med branden og det mulige angreb.
Det er anden gang på to dage, at russiske myndigheder har meldt om et droneangreb på raffinaderiet.
Raffinaderiet ligger nær havnebyen Novorossijsk.
Natten til torsdag blev raffinaderiet angiveligt også angrebet. Her brød et dieselreservoir i brand. Ingen omkom eller kom til skade i den forbindelse.
De russiske myndigheder har endnu ikke sagt noget om, hvem de mener står bag de formodede droneangreb.
Onsdag beskyldte Rusland til gengæld Ukraine for at stå bag et droneangreb, der var rettet mod Kreml i Ruslands hovedstad, Moskva.
Rusland mener, at Ukraine forsøgte at slå præsident Vladimir Putin ihjel.
Så sent som fredag formiddag har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagt, at droneangrebet på Kreml var en "fjendtlig handling".
- Vi kan ikke sige, om det er casus belli, men vi vil svare igen, siger Sergej Lavrov ifølge Reuters.
"Casus belli" betegner en hændelse, som udløser krig. Som udgangspunkt betegnes et væbnet angreb på en stat som "casus belli".
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, afviser anklagerne om, at Ukraine skal have angrebet Kreml.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned