Rusland og Kina trækker igen i Syrien-bremse

Rusland og Kina, har endnu en gang forhindret, at Syriens magthavere bliver udsat for yderligere sanktioner, hvis ikke de ophører med brugen af svære våben. Torsdag nedlagde de to lande veto mod en resolution i FN's Sikkerhedsråd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er tredje gang på ni måneder, at de to lande, der er permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, har brugt deres magt til at blokere for resolutioner mod Syrien, hvilket stiller spørgsmål ved fremtiden for den internationale mægler Kofi Annans fredsplan.

Selv om der var et stort flertal for den vestligt udformede resolution, så formåede Rusland og Kina at stikke en kæp i hjulet for de sanktioner, der skulle lægge yderligere pres på præsident Bashar al-Assad og hans styre.

11 af de 15 medlemmer i Sikkerhedsrådet stemte for resolutionen, der blev bremset af Rusland og Kina, mens Pakistan og Sydafrika afstod fra at stemme.

- Storbritannien er rystet over Rusland og Kinas veto, siger den britiske FN-ambassadør Mark Lyall Grant, hvis land er gået i spidsen for den ny resolution.

- Det står klart, at Rusland kun har som mål at give Syriens regime mere tid til at knuse oppositionen, siger den franske ambassadør, Gerard Araud, og tilføjer, at Kofi Annans fredsplan nu for alvor er truet.

Der blev heller ikke opnået enighed om en forlængelse af FN's ubevæbnede observatørmission i Syrien under ledelse af den norske generalmajor Robert Mood, der tidligere på dagen har taget konsekvensen og forladt sit hotel i Damaskus.

Samtidig angriber oprørere ifølge øjenvidner politiets hovedkvarter i Damaskus dagen efter drabet på tre af præsident Assads topembedsmænd.

- Der har været et intenst skyderi i den sidste time. Det er ved at dø ud nu, men gaderne omkring politiets hovedkvarter er stadig tomme, siger en beboer i Qanawat, der er et gammelt distrikt i hovedstaden, hvor Damaskus Provins Politihovedkvarter ligger.

/ritzau/Reuters