Ruslands premierminister, Vladimir Putin, og hans ukrainske kollega, Julia Timosjenko, indgår en ny aftale om gas, der tillader Ukraine at købe og betale for betydeligt mindre gas end oprindeligt aftalt.
Aftalen kom i stand under et møde mellem de to regeringsledere i Polen og ses som et begyndende tøbrud mellem de to landes regeringer. Dyb uenighed om gasleverancer og transport af russisk gas gennem Ukraine, senest i vinter, har gentagne gange ført Moskva og Kijev på kant med hinanden og skabt store problemer for europæiske forbrugere.
Aftalen indebærer, at Ukraine kun skal købe den mængde gas af Rusland, som der er behov for. Ifølge den seneste aftale skulle Ukraine købe 40 milliarder kubikmeter gas i år og 50 milliarder kubikmeter næste år.
Men den økonomiske krise har sendt Ukraines økonomi ud i store problemer, og behovet for gas er kraftigt reduceret. Ukraine venter at købe 33 milliarder kubikmeter i år og kun cirka 25 milliarder kubikmeter næste år.
Det viser Putin forståelse for og siger, at der skal tages hensyn til den globale krise. Ukraine skulle i henhold til den oprindelige aftale betale store bøder, hvis ikke landet aftog den aftalte mængde gas.
Også Timosjenko er tilfreds.
- Vi føler, at årsager til tidligere kriser helt er forsvundet. Premierminister Putins holdning er meget vigtig, siger Timosjenko efter mødet.
Julia Timosjenko er på det seneste kommet på stadig bedre fod med Putin. Det har fået iagttagere til spekulere i, om Moskva vil støtte hende ved det kommende præsidentvalg planlagt i januar. Hidtil har Moskva støttet den Ruslandvenlige Viktor Janukovitsj.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker