Rusland og Ukraine udveksler hundredvis af fanger
Billede fra den video, som Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort, og som ifølge ministeriet viser de løsladte russiske fanger, som vender hjem i bus. Foto: Russian Defence Ministry/Reuters
Rusland og Ukraine er efter længere tids forhandlinger blevet enige om en større fangeudveksling.
Ukraine og Rusland har onsdag meddelt, at landene er blevet enige om deres første udveksling af fanger i knap fem måneder. Det betyder, at mere end 200 fanger fra hver side bliver løsladt.
Ruslands forsvarsministerium siger, at Ukraine har udleveret 248 personer fra det russiske militær, og Ukraine melder, at det har fået 230 personer bragt hjem fra Rusland. Heraf er 224 soldater, og seks er civile.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det den største fangeudveksling hidtil i krigen.
Begge lande siger, at løsladelserne er et resultat af komplekse forhandlinger, hvor De Forenede Arabiske Emirater har spillet en rolle som mægler.
De Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium siger i en udtalelse, at fangeudvekslingen er blevet muliggjort af det mellemøstlige lands "stærke og venskabelige relation" til både Rusland og Ukraine.
Ukrainske myndigheder har offentliggjort en video, som viser landets hjemvendte fanger. De er iklædt landets gule og blå flag, mens de træder ud af en bus og synger landets nationalsang.
- Vi er hjemme! I har ikke glemt os!, råber en af dem i videoen.
De fleste af de hjemvendte ukrainere i videoen ser tilsyneladende ud til at være raske - men ikke dem alle.
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en lignende video. Her kan fangerne iført deres militæruniformer ses ankomme i byen Belgorod i busser. Belgorod grænser op til Ukraine.
Krigen har stået på i 22 måneder. Landene har gennemført flere fangeudvekslinger siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Men i 2023 er udvekslingerne blevet færre - inden onsdagens løsladelser var den seneste sket i august.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned