Rusland om Trump-attentatforsøg: At lege med ild har konsekvenser
Peskov udtalte sig mandag om attentforsøg på Trump. (Arkivfoto). Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters
Ukraine beskylder Rusland for at puste til konspirationsteorier om mistænkt for Trump-attentatforsøg.
Det har konsekvenser at "lege med ild".
Det siger den russiske præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge nyhedsbureauet Reuters om det, som FBI kalder et attentatforsøg på den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump.
Det er uvist, præcist hvad Peskov mener, men han lader til at knytte sagen sammen med amerikansk støtte til Ukraine.
- Det er ikke os, som skal tænke. Det er de amerikanske efterretningstjenester, der skal tænke.
- Under alle omstændigheder har det konsekvenser at lege med ild, siger Peskov.
Lederen af Ukraines Center for Bekæmpelse af Misinformation, Andrij Kovalenko, siger, at den russiske regering bruger endnu et "Trump-attentatforsøg mod Ukraine på informationsområdet".
- Fjenden vil komme med en række konspirationsteorier om "det ukrainske spor". Selvfølgelig er alt dette en løgn, siger Kovalenko.
Den mistænkte for et muligt attentatforsøg søndag mod Trump er 58-årige Ryan Wesley Routh, som tidligere har været på kant med loven. Det har amerikanske medier beskrevet.
Han har åbent støttet Ukraine og har til medier fortalt, at han rejste dertil efter Ruslands invasion i 2022.
Han har udtalt, at han har været involveret i forsøget på at få udenlandske soldater ind i Ukraine for at hjælpe i landets kamp mod Rusland.
Ukraines internationale legion har sagt til Reuters, at Routh aldrig har været "en del af eller knyttet til den internationale legion på nogen måde".
Et medlem af den internationale legion siger til CNN, at Routh tilbød at rekruttere udenlandske frivillige, men at Ukraines militær mente, at han led af "vrangforestillinger".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned