Rusland overdrager kapret skib til Malta

Rusland har torsdag overdraget det maltesisk registrerede fragtskib Arctic Sea, der har været centrum for en særdeles mystisk sag om pirateri, til middelhavsøens myndigheder.

Fartøjet vil meget snart befinde sig i maltesisk havn, oplyser russiske efterforskere.

"I dag blev Arctic Sea leveret tilbage til autoriserede repræsentanter for Republikken Malta, hvor skibet er registreret," skriver Den Russiske Undersøgelseskommissions anklagere i en udtalelse.

"Skibet vil meget snart komme til en havn i Malta," oplyser komitéen.

Arctic Sea, som angiveligt blev kapret af pirater i juli i Østersøen, har givet anledning til spekulationer om en hemmelig last. Skibet har befundet sig i et tomrum, siden det blev generobret af russiske flådefartøjer i august.

Det maltesisk flagede, russiskbemandee fartøj befandt sig mellem Gotland og Öland tæt på den svenske kyst på en af Europas mest trafikerede sejlruter, da Arctic Sea ifølge efterforskerne blev kapret af en flok pirater forklædt som politi.

Rusland har afvist alle forlydender om, at skibet skulle være lastet med våben til Iran. Der var træ om bord, da Arctic Sea blev tilbageerobret.

/ritzau/AFP

De russiske efterforskere har nu afsluttet deres undersøgelser af det kaprede fragtskib Arctic Sea, som leveres tilbage til de maltesiske myndigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret