Rusland satser på en politisk løsning i Syrien

Der er stadig en mulighed for at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien, siger den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov efter samtaler lørdag i Moskva med den internationale fredsmægler, Lakhdar Brahimi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brahimi kæmper for at finde en afslutning på 21 måneders blodsudgydelser i det borgerkrigshærgede Syrien. Han advarer mod et helvede, hvis ikke der opnås en politisk aftale. Men hverken Lavrov eller Brahimi kommer med nye væsentlige initiativer.

- Hvis det eneste alternativ er helvede eller en politisk proces, så er vi alle nødt til konstant at arbejde på en politisk proces, siger Brahimi og tilføjer, at det fortsat er muligt at nå frem til en løsning, der kan fungere, men at hindringerne er skræmmende.

- Konfrontationerne eskalerer. Men vi er enige om, at der er en chance for en politisk løsning, siger Lavrov med Brahimi ved sin side og tilføjer, at han er overrasket over oppositionens negative reaktion på et tilbud om drøftelser og forhandlinger i Moskva.

Han kritiserer, at oppositionslederne i Syriens Nationale Koalition har afvist en invitation til at komme til Moskva for at forhandle med præsident Bashar al-Assad regering. Lavrov siger, at det fører direkte ind i en blindgyde.

- Vi er overbevist om, at denne fastlåste holdning er forkert og at den virker direkte mod hensigten ved at føre til en forværring af situationen, siger Lavrov.

Lavrov, hvis land har blokeret vestlige og arabiske bestræbelser i FN's Sikkerhedsråd på at lægge pres på Assad, gentager, at Assads tilbagetræden ikke skal være en forudsætning for en politisk proces.

- Muligheden for en politisk løsning fortsat er til stede, og at det er vores pligt fuldt ud at udnytte denne mulighed, siger Lavrov videre på det fælles pressemøde med Brahimi, der har mødt præsident Assad tidligere på ugen.

/ritzau/AFP