Rusland sender 210 missiler og droner mod Ukraine i voldsomt angreb
Ukrainere i hovedstaden Kyiv har søgt tilflugt på metrostationer søndag, hvor der har været eksplosioner flere steder i byen. Foto: Alina Smutko/Reuters
Volodymyr Zelenskyj melder om angreb i alle regioner i Ukraine. Mindst to personer er omkommet.
Søndag morgen er Ukraine blevet ramt af et omfattende russisk luftangreb.
I alt blev 120 missiler og 90 droner sendt afsted mod Ukraine. Angrebet var rettet mod Ukraines energiinfrastruktur.
Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X.
- Et massivt, kombineret angreb har ramt alle regioner i Ukraine.
- Fjendens mål var vores energiinfrastruktur på tværs af Ukraine. Desværre blev nogle anlæg beskadiget som følge af direkte angreb og nedfaldne vragrester, skriver Zelenskyj blandt andet.
I byen Mykolajiv blev to personer dræbt i et droneangreb og yderligere seks personer - herunder to børn - blev såret.
- Mine dybeste kondolencer går til ofrenes familier og deres kære, skriver Zelenskyj.
Ifølge præsidenten affyrede Rusland krydsermissiler og ballistiske missiler mod Ukraine og sendte forskellige typer droner - herunder de iransk producerede Shahed-droner - mod mål i landet.
Det ukrainske luftforsvar skød 140 missiler og droner ned.
Nogle områder i Ukraine er søndag formiddag uden strøm som følge af angrebet, fortæller Zelenskyj.
Blandt de steder, der blev angrebet, er hovedstaden, Kyiv. Her var der tidligt søndag morgen meldinger om flere eksplosioner, skrev Reuters.
Som følge af angrebet udbrød der brand i en lejlighedsbygning. Mindst en person kom til skade, har ukrainske embedsfolk oplyst på Telegram.
Også i Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine og i havnebyen Odessa fortalte vidner om eksplosioner til Reuters.
Som reaktion på angrebet sendte Ukraines naboland Polen militærfly på vingerne søndag morgen.
- På grund af det massive angreb fra Rusland med krydsermissiler, ballistiske missiler og droner på mål i blandt andet det vestlige Ukraine er polske og allierede fly begyndt at operere i vores luftrum, skrev militæret på X.
Ukraine er den seneste tid blevet ramt af flere ødelæggende og dødelige russiske luftangreb. Samtidig ser Rusland ifølge det amerikanske Institute for the Study of War ud til at have overhånden på slagmarken.
Krigen i Ukraine har den kommende uge stået på i 1000 dage. Den blev indledt den 24. februar 2022, da russiske styrker invaderede nabolandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker