Rusland sender bølger af soldater på dødsmission i Østukraine
Ukrainske soldater ved frontlinjen ved byen Avdijivka i det østlige Ukraine gør en panserbrydende granat, SPG-9, klar til affyring. Rusland sætter tusindvis af soldater ind i kampen for at erobre byen fra de ukrainske styrker, og der meldes om intense kampe onsdag. Foto: Rfe/RL/Serhii Nuzhnenko/Reuters
Byen Avdijivka er udsat for nye intensive angreb fra tusindvis af russere. Meldinger om store russiske tab.
De russiske styrker har onsdag intensiveret deres angreb i det østlige Ukraine.
Det sker i et forsøg på at sikre sig territoriale fordele inden årets udgang.
Det bekræfter både den russiske og den ukrainske regering.
Antallet af russiske soldater, der bliver dræbt under offensiven, er formentligt de største under hele krigen ifølge britiske efterretninger.
Selv om frontlinjen stort set ligger, hvor den har ligget i hele 2023, så er kampene i særdeleshed intense ved Avdijivka. Byen er omringet af russerne.
Tusindvis af russiske soldater er sat ind i kampen om den strategisk vigtige by, der næsten er lagt i grus.
Rusland satte i sidste måned gang i et nyt forsøg på at erobre byen fra de ukrainske styrker.
Russerne har gjort fremrykninger, men de er små, og de sker med enorme tab.
- Fjenden har fordoblet sin artilleribeskydning. Den har også intensiveret angreb med infanteri, og den bruger pansrede køretøjer. Det siger en talsmand for Ukraines hær.
De seneste dage har været præget af snestorm over store dele af Ukraine. Men det er lettet i det østlige Ukraine. Det har gjort det muligt for de russiske soldater med fornyet kraft at angribe, og at sætte droner ind i kampene, siger han.
Den ukrainske kommandant, der er ansvarlig for området, Oleksandr Tarnavsky, bekræfter, at Rusland "betydeligt har øget" sine aktiviteter omkring Avdijivka.
Men de ukrainske styrker "fastholder beslutsomt linjen langs fronten ved Avdijivka", siger han. Den sydlige ende af frontlinjen ligger kun fem kilometer nord for byen Donetsk.
Mykhajlo Podoljak, talsmand for Ukraines præsident advarer onsdag om, at Rusland er i stand til at sætte et "ubegrænset" antal ind i kampene.
- Rusland har stadig ubegrænsede menneskelige ressourcer, som det skånselsløst bruger til at gennemføre såkaldte menneskelige angrebsbølger. De vil hellere bruge folk end maskineri, skriver han i et opslag på sociale medier.
Ifølge den britiske efterretningstjeneste er de russiske tab i Ukraine lige nu "sandsynligvis de højeste siden starten af krigen".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker