Rusland sigter amerikansk journalist for spionage
Med en gul hætte over hovedet bliver Wall Street Journals Moskva-korrespondent, Evan Gershkovich, eskorteret ind i en politibil efter et retsmøde i Moskva torsdag 30. marts. Nu har russiske myndigheder sigtet ham for spionage. Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix
Wall Street Journals korrespondent i Moskva formelt sigtet for spionage. Han nægter sig skyldig, siger kilder.
Rusland har sigtet den amerikanske journalist Evan Gershkovich for spionage. Det skriver russiske nyhedsbureauer fredag.
Gershkovich er avisen Wall Street Journals korrespondent i Rusland.
Han har erklæret sig ikke skyldig i anklagerne om, at han skal have spioneret til fordel for USA, skriver det statskontrollerede russiske nyhedsbureau Tass.
- Han nægtede kategorisk alle anklager og sagde, at han var involveret i journalistisk aktivitet i Rusland, siger en unavngiven kilde ved en russisk domstol til Tass.
For lidt over en uge siden blev den 31-årige amerikaner anholdt i Jekaterinburg. Byen ligger 1800 kilometer øst for Moskva.
Wall Street Journal har på det kraftigste benægtet beskyldningerne fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, om, at Gershkovich skulle være skyldig i spionage.
I sidste uge meddelte FSB, at Gershkovich på opdrag af USA har indsamlet oplysninger om en virksomhed, der indgår i Ruslands "militære forsvarskompleks." FSB hævder, at der er tale om statshemmeligheder.
FSB har ikke fremlagt beviser for de påstande.
Ruslands regering har sagt, at det er en sag for FSB. Men som Kreml har forstået det, så er Gershkovich blevet "taget på fersk gerning", lød det i sidste uge. Det blev ikke uddybet.
Det Hvide Hus og præsident Joe Biden har fordømt fængslingen af Gershkovich og advarer amerikanske statsborgere mod at rejse til Rusland.
Både Biden og USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har flere gange opfordret Rusland til omgående at løslade journalisten.
USA har betegnet de russiske beskyldninger om spionage som "latterlige".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned