Rusland skruer ned for droneangreb før mulige forhandlinger
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, mener, at det vil være et klart tegn fra Rusland, hvis ikke Vladimir Putin dukker op til forhandlinger. (Arkivfoto). Foto: Mikhail Klimentyev, Thibault Cam/Ritzau Scanpix
Angreb neddrosles, mens verden venter på Putin-udmelding. Den kommer, når han "finder det nødvendigt".
Russiske droneangreb på Ukraine natten til tirsdag var de hidtil mindst omfattende i år.
Det skriver nyhedsbureauet AP, mens internationalt fokus er på mulige fredsforhandlinger i Tyrkiet senere på ugen.
Ifølge det ukrainske luftvåben blev der affyret ti droner af Rusland natten til tirsdag. De blev alle ødelagt af Ukraine.
I løbet af weekenden foreslog Ruslands præsident, Vladimir Putin, at der skal være direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine torsdag i Istanbul i Tyrkiet.
Zelenskyj sagde kort efter, at han er klar til at tale med Putin, og at han torsdag vil vente på den russiske præsident i Tyrkiet.
Endnu vides det ikke, om Putin vil dukke op.
Den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov, ønskede tirsdag ikke at udtale sig om præsidentens eventuelle deltagelse.
- Fra russisk side fortsætter vi med at forberede forhandlingerne, der er planlagt til torsdag. Det er alt, vi kan sige lige nu, sagde Peskov.
Herefter blev han ifølge nyhedsbureauet AFP spurgt, om han kunne sætte navn på det hold af forhandlere, der tager til Tyrkiet.
- Nej, lød svaret.
- Så snart præsidenten finder det nødvendigt, vil vi meddele det.
Det er anden dag i træk, at Rusland afviser at komme med en udmelding om Putin.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, mener, at det vil være et klart tegn fra Rusland, hvis ikke Putin dukker op.
- Hvis Vladimir Putin afviser at komme til Tyrkiet, så vil det være det endelige signal om, at Rusland ikke ønsker at afslutte denne krig, og at Rusland ikke er villig eller klar til nogen forhandlinger, siger stabschefen i en udtalelse.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned