Det siger en talsmand for det russiske forsvarsministerium.
- Forsøgsraketten ramte sit mål over et testområde på halvøen Kamtjatka, siger talsmanden, Vadim Koval.
Testen er gennemført mindre end en uge efter, at Nato på et topmøde i Chicago besluttede at opstille første del af et missilskjold i Europa, som skal opdage og tilintetgøre missiler rettet mod USA og europæiske lande.
Den russiske ledelse i Moskva er bittert imod Natos missilskjold. Russerne siger, at skjoldet også er rettet mod Rusland og vil svække Ruslands evne til at gengælde et missilangreb.
Det er kun anden gang, Rusland tester den nye, langtrækkende raket. Det første forsøg i september i fjor mislykkedes, da raketten blev ramt af en fejl og styrtede ned 10 kilometer fra affyringsstedet.
Flere militærkilder siger til det russiske nyhedsbureau Interfax, at den ny udgave af raketten er bedre udrustet til at bryde gennem Natos missilskjold.
- Den ny raket anvender sig af en anden type brændsel, så den hurtigere når frem til sit mål, siger en kilde.
Russiske eksperter mener, at den højere hastighed gør det vanskeligere at opdage raketten og samtidig gør den mere manøvredygtig.
Den ny raket kan desuden udstyres med flere sprænghoveder, som kan manøvreres individuelt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned