Rusland truer med at begrænse adgangen til YouTube
Rusland har på en række områder øget presset på udenlandske tech-giganter. Foto: Lucy Nicholson/Reuters
Lucy Nicholson/Reuters
YouTube beskyldes for censur af russisk myndighed, der muligvis vil blokere for videodelingsportalen.
Rusland truer onsdag med at blokere for videotjenesten YouTube under en eskalerende strid mellem Kreml og internationale tech-giganter.
Det sker, efter at to kanaler tilhørende den statsstøttede, russiske tv-kanal RT tirsdag blev blokeret af YouTube i Tyskland.
Ifølge YouTube havde RT overtrådt retningslinjerne om coronamisinformation.
Blokeringen blev mødt med vrede hos det russiske udenrigsministerium, som kaldte YouTubes tiltag en "hidtil uset aggression i forhold til information". Ministeriet mener også, at tyske myndigheder har spillet en rolle.
Onsdag beskylder en russisk medieopsynsmyndighed så YouTube for at udøve censur.
Mediemyndigheden har ifølge eget udsagn taget kontakt til Google, som ejer YouTube, og krævet, at restriktionerne på tilgangen til RT ophæves.
Ellers kan Rusland helt eller delvist begrænse adgangen til YouTube.
Myndigheden opfordrer til, at de to RT-kanaler - RT DE og Der Fehlende Part - genåbnes "så snart som muligt".
Rusland har på flere områder lagt tiltagende pres på udenlandske tech-giganter. Med en række tiltag forsøger landet at øge kontrollen over det indhold, som er tilgængeligt for den russiske befolkning.
Forud for parlamentsvalget i landet denne måned blev der blokeret for en række hjemmesider med forbindelse til den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.
Derudover har domstole udstedt bøder til blandt andet Twitter, Google og Facebook. Det gjorde man, fordi selskaberne ikke havde fjernet indhold, som var blevet forbudt i Rusland.
Derudover blev hastigheden på Twitter i marts sat ned i Rusland.
Rusland har gentagne gange presset på for at få internetselskaber til at opbevare russiske brugeres data på russisk jord.
I juli underskrev præsident Vladimir Putin en lov, som kræver, at selskaberne åbner kontorer i Rusland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned