Det kan med sikkerhed udelukkes, at en terrorhandling var årsag til ulykken på et kraftværk i Sibirien. Det fastslår den russiske anklagemyndighed mandag.
- Det er blevet fastslået, at ulykken var af teknisk art. Efterforskningen har undersøgt teorien om et terrorangreb til bunds og har afvist den, udtaler den russiske anklagemyndigheds undersøgelseskomité.
69 mennesker omkom, og seks andre savnes efter katastrofen den 17. august ved Sajano-Sjusjenskaja-dæmningen i det sydlige Sibirien. Det er det største vandkraftværk i Rusland.
I fredags påtog en yderliggående islamistisk gruppe Rijadus Salikhiin sig skylden for ulykken og meddelte, at den blev forårsaget med en antikampvogns granat i turbinehallen. Rijadus Salikhiin erklærede, at angrebet er led i en ny "økonomisk krig" mod Rusland.
Myndighederne dementerede hurtigt meldingen og insisterede på, at en teknisk fejl udløste en flodbølge, der skyllede ind i turbinehallen.
Rijadus Salikhiin offentliggjorde sin erklæring på en hjemmeside på internettet, der benyttes af tjetjenske oprørere. Gruppen er blevet sat i forbindelse med en række dødbringende angreb i Rusland i de seneste år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker