Rusland-undersøger henter ekstra hjælp fra topadvokat
Robert Mueller (forrest), som er tidligere FBI-direktør, udvidede i juli sin undersøgelse til også at omfatte Trumps forretningsimperium. Nu får han ekstra hjælp. Foto: /ritzau/AP/J. Scott Applewhite/arkiv
/ritzau/AP/J. Scott Applewhite/arkiv
Den særlige anklager i sag om mulig russisk indblanding i USA's præsidentvalg tilføjer nye kræfter til holdet.
Robert Mueller, der leder en af undersøgelserne af påstået russisk indblanding i den amerikanske valgkamp sidste efterår, får nu mere hjælp til sit arbejde.
Hans hold af jurister får tilgang af advokat Greg Andres. Det oplyser en talsmand for Muellers undersøgelseshold.
Greg Andres er tidligere embedsmand i justitsministeriet. Han begyndte sit arbejde tirsdag. Andres bliver jurist nummer 16 på Muellers hold.
Han har senest været forsvarsadvokat ved firmaet Davis Polk & Wardwell i New York.
Før det var den 50-årige Andres blandt andet i justitsministeriet fra 2010 til 2012.
Her var han en højtstående embedsmand i kriminalafdelingen i ministeriet. Andres stod i spidsen for en enhed, der efterforskede svindel og bestikkelse.
Amerikanske efterretningstjenester mener, at Rusland forsøgte at påvirke udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i november sidste år.
Angiveligt ville Rusland manipulere valget til fordel for Trump.
Der er nu flere undersøgelser i gang, der forsøger at finde ud af, hvorvidt nogen fra Trumps kampagne hjalp til. Flere gange er undersøgelserne blevet udvidet.
Der er løbende kommet flere historier frem om kontakter mellem Trumps personale og Rusland.
Selv har Trump afvist alle anklager.
Præsidenten har længe udtrykt frustration over undersøgelserne. Han kalder dem en politisk heksejagt, som han ikke vil støtte ved at samarbejde.
Rusland har også afvist, at det greb ind i valget.
Mueller, som er tidligere FBI-direktør, udvidede i juli sin undersøgelse til også at omfatte Trumps forretningsimperium.
Den vil også omfatte transaktioner, hvor personer tæt på Trump har været involveret, oplyste mediet Bloomberg.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde