Rusland: USA bør ikke blåstemple syrisk opposition

Rusland er overrasket over USA's beslutning om at anerkende den nydannede opposition i Syrien som legitim repræsentant for det syriske folk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Han mener, at det er i direkte strid med en aftale, der blev indgået i Geneve i juni, om at støtte en politisk magtoverdragelse i Syrien.

- Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af det, siger Lavrov, der kritiserer USA for at "satse alt" på oppositionens væbnede sejr over præsident Bashar al-Assads regering.

Rusland har flere gange sagt, at den syriske præsident Bashar al-Assads afgang ikke må være en forudsætning for politiske forhandlinger.

Landet har endvidere blokeret for, at Sikkerhedsrådet kunne vedtage skrappere sanktioner mod Assad.

I weekenden mødtes højtstående diplomater fra USA, Rusland og FN i Schweiz, hvor de blev enige om, at det fortsat er muligt at finde en politisk løsning på den blodige strid.

Parterne understregede, at en mulig løsning skal bygges på kerneelementerne af en overgangsplan, som de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og arabiske lande enedes om i juni.

I de seneste uger har oprørerne vundet terræn og indtaget en række militære anlæg over hele landet, ofte med hjælp fra islamistiske krigere.

En del aktivister vurderer dog stadig, at oprørerne er langt fra at vælte Assad, hvis hær er langt bedre bevæbnet end oprørsstyrkerne.

Syriens næsten 21 måneder lange oprør, der begyndte som fredelige demonstrationer, har udviklet sig til en blodig borgerkrig og kostet over 40.000 mennesker livet.

/ritzau/AFP