Rusland vil bytte teknologi for at få fingrene i nordkoreanske våben

Ifølge amerikanske embedsmænd forbereder Rusland og Nordkorea sig på at mødes til forhandlinger om en mulig våbenaftale. (Arkivfoto). Foto: Alexey Nikolsky/Ritzau Scanpix

Vladimir Putin og Kim Jong-un mødes ifølge amerikanske kilder senere på måneden. De to ledere vil sandsynligvis diskutere mulig nordkoreansk våbenstøtte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Banen er ryddet for, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, kan mødes for at forhandle om en våbenhandel.

Det hævder amerikanske embedsmænd, der varsler et mere omfattende samarbejde mellem de to sanktionsramte nationer.

Læs her mere om de to landes forhold til hinanden, og hvorfor Rusland og Nordkorea står til at skulle mødes til forhandlinger.

* Hvorfor vil de to landes ledere mødes netop nu?

Rusland har efter begyndelsen af krigen mod Ukraine haft svært ved at finde internationale allierede.

Nordkorea har tidligere udvist offentlig støtte til Ruslands invasion af Ukraine. Det var også et af de eneste lande, der anerkendte selvstændigheden af de russiskannekterede områder i Ukraine.

Ruslands nye geopolitiske situation leder ifølge Reuters sandsynligvis landet til at søge mod de østlige naboer igen.

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, var i juli i Nordkorea. Her besøgte han blandt andet en våbenudstilling.

Ifølge Sjojgu er det naturligt, at de to lande samarbejder.

- Hvorfor ikke samarbejde? Der er et gammelt russisk ordsprog, der siger: "Du vælger ikke dine naboer, og det er bedre at leve i fred og harmoni med dem", sagde han ifølge Reuters mandag.

* Hvordan har Rusland og Nordkoreas forhold været historisk set?

Det kommunistiske Nordkorea blev skabt i begyndelsen af Den Kolde Krig med støtte fra Sovjetunionen.

Nordkorea var i flere årtier afhængig af sovjetisk støtte. Sovjetunionens kollaps i 1990'erne sendte Nordkorea ud i en periode med dødelig hungersnød.

Forholdet mellem Rusland og Nordkorea blev lagt på is, da Rusland tilsluttede sig USA's sanktioner mod Nordkorea. Det gjorde russerne, da Nordkorea begyndte at teste atomvåben.

Ifølge Reuters har Ruslands mangel på internationale samarbejdslande åbnet for, at de vil styrke deres bånd til Nordkorea. (Arkivfoto). Foto: Sputnik/Reuters

Siden 2017 har Kim Jong-un dog forsøgt at genskabe et godt forhold til Rusland.

Kim Jong-un mødtes for første gang med Vladimir Putin i 2019. I juni foreslog Kim Jong-un, at Rusland og Nordkorea skulle styrke deres strategiske samarbejde.

Rusland har de seneste år været imod at indføre nye sanktioner mod Nordkorea.

* Hvad vil de to lande have ud af et fornyet samarbejde?

Rusland har brugt mange militære ressourcer på krigen i Ukraine. På grund af sanktioner fra omverdenen må landet søge efter allierede til våbenstøtte.

Ifølge amerikanske kilder har Nordkorea allerede sendt raketter og missiler til Rusland. Begge lande afviser dog nogen form for udveksling af våben.

Putin vil gerne have Kim Jong-un til at sende Rusland artillerigranater og missiler, der kan anvendes mod kampvogne, skriver avisen New York Times.

Kim Jong-un vil til gengæld gerne have Putin til at hjælpe Nordkorea med at få fingre i teknologi, der kan bruges til satellitter og atomubåde, siger embedsmænd til avisen.

Ifølge avisen The Guardian håber Nordkorea desuden, at man i bytte for våbenstøtte til Rusland kan modtage økonomisk støtte til at udvikle atommissiler.

* Hvor skal mødet finde sted?

Mødet ventes enten at finde sted i Vladivostok i det østlige Rusland eller muligvis i den russiske hovedstad, Moskva. Det er endnu uvist.

Rejsen ventes at ske i et særligt sikret tog, som Kim Jong-un flere gange tidligere har brugt ved udlandsrejser.

* Hvad siger Vesten?

USA har udtrykt bekymring for det fornyede samarbejde mellem de to isolerede lande.

John Kirby, der er talsmand for det amerikanske sikkerhedsråd, udtaler ifølge BBC, at USA ikke vil tøve med at sanktionere Nordkorea yderligere, hvis landet sælger våben til Rusland.

USA har ifølge nyhedsmediet CNN tidligere på måneden sanktioneret tre aktører for angiveligt at have indgået militære aftaler med Rusland.

/ritzau/

Kort om sagen

* Ifølge unavngivne amerikanske embedsmænd planlægger Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un, at rejse til Rusland i denne måned for at mødes med præsident Vladimir Putin og drøfte muligt salg af våben til Rusland.

* Mødet ventes at finde sted i den russiske by Vladivostok, der ligger tæt på den russiske grænse til Nordkorea.

* Putin vil angiveligt gerne have Kim Jung-un til at sende Rusland artillerigranater og missiler, der kan anvendes mod kampvogne.

* Kim Jong-un vil ifølge embedsmændene til gengæld gerne have Putin til at hjælpe Nordkorea med at få fingre i teknologi, der kan bruges til satellitter og atomubåde.

* Det Hvide Hus gav i sidste uge udtryk for dyb bekymring over forhandlingerne. En talsmand for det amerikanske sikkerhedsråd har sagt, at USA ikke vil tøve med at sanktionere Nordkorea, hvis en aftale om våbenudveksling skulle blive lavet med Rusland.

Kilder: New York Times, BBC og Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu