Rusland vil forlænge kornaftale - Ukraine er skeptisk
Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Versjinin, fortæller efter et møde i Genéve mandag, at landet vil forlænge kornaftalen med to måneder. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Kornaftalen sikrer, at Ukraine kan eksportere korn via Sortehavet trods krigen. Aftalen udløber 18. marts.
Rusland foreslår at forlænge den aftale, der sikrer, at korn kan eksporteres fra Ukraine med skib via Sortehavet, med 60 dage.
Det siger landets viceudenrigsminister, Sergej Versjinin, i en udtalelse efter et møde med repræsentanter for FN i Genève i Schweiz mandag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kornaftalen er blevet forlænget flere gange - senest med 120 dage i november sidste år. Aftalen udløber 18. marts.
Den blev forhandlet på plads i juli sidste år mellem Rusland og Ukraine med Tyrkiet og FN som mediatorer.
Ukraine er en af verdens største kornproducenter, og landet eksporterer blandt andet hvede til store dele af verden.
Kornaftalen sikrer, at korn kan sejles fra tre ukrainske havne via Sortehavet - uden at blive angrebet af russisk militær.
Men Ukraine tager ikke godt imod Ruslands forslag. For ifølge landets minister for infrastruktur, Oleksandr Kubrakov, skal man ifølge den oprindelige aftale forlænge med mindst 120 dage ad gangen.
Det skriver AFP.
- Kornaftalen indebærer mindst 120 dages forlængelse, derfor strider Ruslands ønske om at forlænge aftalen med kun 60 dage imod det dokument, der blev underskrevet af Tyrkiet og FN, skriver han på Twitter.
Han skriver videre, at Ukraine afventer et svar fra Tyrkiet og FN.
Der er så efterfølgende kommet en udtalelse fra FN. Her skriver organisationen ifølge Reuters, at FN vil gøre alt for at bevare kornaftalens integritet og sørge for, at den fortsat er gyldig.
Samtidig påpeger USA's udenrigsministerium, at kornaftalen er afgørende, for at fødevarepriserne kan holdes nede på verdensplan, og at særligt udviklingslandene kan få de fødevarer, der har brug for.
- Det er et kritisk instrument på et kritisk tidspunkt, siger Ned Price, der er talsperson det amerikanske udenrigsministerium, ifølge Reuters.
Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, satte det en brat stopper for eksporten af korn og andre fødevarer fra Ukraine. Dette fik priserne på fødevarer til at stige markant rundtom i verden.
På grund af kornaftalen er der siden juli sidste år eksporteret cirka 23 millioner ton korn fra Ukraine. Aftalen sikrer, at der er en sikker korridor til eksport af fødevarer fra Odessa, Tjornomorsk og Pivdennyj.
Foruden hvede har Ukraine blandt andet eksporteret majs og solsikkeprodukter under kornaftalen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker