Rusland vil gå til FN's Sikkerhedsråd med Nord Stream-sag
Rusland vil indbringe sagen om de sprængte gasrørledninger Nord Stream 1 og 2 for FN's Sikkerhedsråd, siger landets FN-ambassadør, Vasilij Nebenzia. Tidligere har Rusland kaldt omstændighederne omkring den danske efterforskning "tæt på absurd". (Arkivfoto). Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Sagen om sprængning af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 ud for Bornholm må ikke lukkes ned, siger Rusland.
Rusland vil indbringe spørgsmålet om sprængningerne af Nord Stream-gasledningerne for FN's Sikkerhedsråd.
Det siger den russiske FN-ambassadør, Vasilij Nebenzia, til russisk tv ifølge nyhedsbureauet Tass.
- I må have set udtalelserne om sagen fra Sverige og Danmark, der stoppede efterforskningen, med en begrundelse om, at det åbenlyst var sabotage. Men de har ingen oplysninger om de mistænkte, og derfor er efterforskningen stoppet, siger han.
- Denne sag må ikke blive lukket ned. Vi har planer om at indbringe det for Sikkerhedsrådet snart, siger FN-ambassadøren ifølge Tass.
Nebenzia tilføjer, at det muligvis vil ske i form af "konsultationer" til at begynde med, og derefter vil Rusland "tale om det i et åbent format".
Rusland har tidligere omtalt sprængningerne af gasrørledningerne som en "terrorhandling".
Nord Stream skulle sende gas fra Rusland ud i Europa via Østersøen og videre gennem Tyskland.
Mandag 26. september 2022 klokken 02.03 blev der registreret en eksplosion ved Nord Stream 2 i Østersøen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.
Klokken 19.03 blev der registreret en eksplosion ved Nord Stream 1.
Efterfølgende blev der fundet fire store huller i tre gasrør. På havoverfladen i Østersøen kunne man i flere dage se, hvordan bobler af gas nåede havoverfladen fra begge rørledninger.
Flere lande har siden eksplosionerne haft gang i efterforskninger af sagen.
26. februar meddelte dansk politi, at Københavns Politi og Politiets Efterretningstjenestes (PET) fælles efterforskning indstilles.
Tidligere har Rusland kaldt omstændighederne omkring den danske efterforskning "tæt på absurd".
7. februar oplyste svenske myndigheder, at man havde indstillet efterforskningen af sprængningerne. Anklagemyndigheden i Sverige vurderede, at det ikke var muligt for den at opklare sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde