Rusland vil ikke udelukke sabotage som årsag til gaslæk
Putins talsmand mener, at det er for tidligt at drage nogen konklusioner oven på de tre gaslæk i Østersøen.
Rusland er indtil videre tilbageholdende med at pege på mulige årsager til, at der er opstået tre lækager på Nord Stream-gasledningerne i Østersøen, der forbinder Rusland og Tyskland.
Præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters på en telekonference, at Rusland ikke vil udelukke, at det er sabotage, der er skyld i ledningsbruddene.
- Ingen muligheder kan udelukkes på nuværende tidspunkt, siger Peskov.
Han tilføjer, at Rusland er meget bekymret over situationen, der ifølge Peskov kan påvirke forsyningssikkerheden og som kræver omgående undersøgelser.
Nord Stream 1 blev indviet i 2011 og er ejet og drevet af Nord Stream AG. Her sidder gasselskabet Gazprom på 51 procent af aktierne. Den russiske stat ejer tilsvarende majoriteten af aktierne i Gazprom.
Gazprom er eneejer af Nord Stream 2 AG, der har opført Nord Stream 2-forbindelsen.
Mens Nord Stream 1 har været i drift indtil 5. september, er Nord Stream 2 aldrig blevet taget i brug. Den blev færdig i september, men Tyskland afviste at give de nødvendige tilladelser.
Begge ledningssystemer var under tryk og fyldt med gas, da lækagerne opstod.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned