Rusland vil vende tilbage til Månen efter knap 50 års pause
Teknikere dobbelttjekker de sidste detaljer på den russiske raket, der skal have landingsfartøjet "Luna-25" med om bord. Den sendes efter planen afsted fredag. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Mission er den første i Ruslands nye måneprogram og har blandt andet til formål at analysere jordprøver.
Rusland vil fredag sende et rumfartøj mod Månen.
Opsendelsen har været udsat flere gange, men er nu planlagt til de meget tidlige morgentimer fredag.
Det oplyser det russiske rumfartsagentur, Roscosmos, mandag.
Missionen har til formål at sætte et landingsfartøj på Månen, og Rusland håber med den at vende tilbage til Månen for første gang i næsten 50 år.
Den seneste gang var i 1976. Men nu ønsker Rusland at genstarte landets måneprogram, og det sker i første omgang ved at sætte landingsfartøjet "Luna-25" på Månen.
- "Luna-25" skal have en blød landing og tage og analysere jordprøver og udføre langsigtet videnskabelig forskning, oplyser Roscosmos.
Det firbenede landingsfartøj vejer omkring 800 kilo og ventes at lande i et område på Månens sydlige pol. Det er i modsætning til de fleste månelandinger, der sker nær Månens ækvator.
Missionen er den første i Ruslands nye måneprogram. Den finder sted, på et tidspunkt hvor Rusland forsøger at øge rumsamarbejdet med Kina, mens forholdet til Vesten er forværret på grund af krigen i Ukraine.
Efter at Rusland sidste år invaderede Ukraine, meddelte Det Europæiske Rumagentur (ESA), at man ikke ville indgå i et samarbejde om Ruslands forestående månemissioner tre månemissioner.
Siden lød det fra Rusland, at det ikke ville påvirke missionerne. Udstyr fra ESA ville blive erstattet af russisklavede komponenter.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, sagde sidste år, at Sovjetunionen i 1961 formåede at sende den første mand i rummet trods sanktioner.
Og han slog fast, at Rusland ville udvikle sit måneprogram trods de nuværende vestlige sanktioner mod landet.
Også USA har de seneste år genoplivet sit måneprogram. Med Artemis-missionerne sigter Nasa efter at lande personer på Månen for første gang siden 1972. Det skal efter planen ske i 2025.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker