Ruslands brutale og nådesløse lejesoldater meldes på plads i Ukraine
Russiske tropper i det østlige Ukraine menes at få assistance af den berygtede Wagner-gruppes soldater. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters
Den lyssky Wagner-organisation har ifølge britiske efterretninger flere end 1000 soldater på vej til at hjælpe Rusland med at "befri" Donbas-regionen.
Ritzau RitzauMathias Stigsgaard/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Et ubehageligt bekendtskab.
Sådan kan den private russiske hær af lejesoldater, der er kendt som Wagner-gruppen, beskrives.
Den drives på kanten af lov og ret og indsættes i konfliktområder, hvor der er brug for den.
De seneste mange år har det typisk været i lande i Afrika samt i Syrien.
Men nu er det i det østlige Ukraine, hvor Rusland har som mål at "befri" Donbas-regionens to udbryderrepublikker, Donetsk og Luhansk.
Annonce
Wagner-soldater er allerede nu til stede i Østukraine, og der forventes "flere end 1000" lejesoldater indsat i krigen der. Det skrev det britiske forsvarsministerium i en kort notits sent mandag. Amerikanske kilder har også tidligere oplyst det samme.
Ukraine er faktisk angiveligt, hvor den berygtede og lyssky gruppe først opstod og fik sit navn.
Latest Defence Intelligence update on the situation in Ukraine - 28 March 2022
Det kommer fra Dmitrij Utkin, tidligere oberstløjtnant i den russiske hær, og angiveligt en af hovedpersonerne bag oprettelsen af Wagner-gruppen af lejesoldater.
Han var kendt under krigsnavnet "Wagner" - en hyldest til den tyske komponist Richard Wagner, som Utkin valgte på grund af sin fascination af tysk kultur og særligt nazismen.
- Wagner er en ondskabsfuld fyr. Han er ikke et fjols, siger en af hans tidligere underordnede ifølge Radio Free Europe. Han fortæller også, at Utkin har et hagekors tatoveret på skulderen.
Men Utkin arbejdede ikke på egen hånd. Han havde angiveligt hyppig kontakt til topfolk i både Ruslands hær og efterretningstjenesten GRU.
Wagner-gruppen fik desuden en base i det sydvestlige Rusland. Den drives ifølge vestlige kilder i samarbejde med GRU.
Desuden kædes lejesoldaterne sammen med Jevgenij Prigozjin. Han er en oligark med tætte forbindelser til Kreml og den russiske præsident, Vladimir Putin.
Både Prigozjin og Kreml har gentagne gange afvist ethvert ansvar for Wagner-gruppen. Men han har været genstand for sanktioner af samme årsag.
Wagner-gruppen var første gang i aktion ved Ruslands annektering af halvøen Krim i 2014. Dens soldater spillede også en rolle, da Rusland var med til at nære oprørstankerne i Donbas.
Annonce
Men det var med indsættelsen af tusinder af Wagner-folk i Syrien, hvor de kæmpede for præsident Bashar al-Assads russiskstøttede regime, at de for alvor kom på verdens radar.
Dels for de store tab, de led under amerikanske bombardementer.
Men også for deres nådesløshed.
For eksempel dukkede der en video op af Wagner-soldater, der torturerede og halshuggede en syrisk mand, de troede var jihadist. Bagefter skamferede de hans lig.
Senere har Wagners styrker også været meldt til stede i flere lande i Afrika, blandt andet Sudan, Libyen og Mali, til støtte for Ruslands allierede.
Med tilhørende anklager om overgreb og brutal adfærd.
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free
Wagner-gruppen har udviklet sig og skal efterhånden ikke forstås som en enkelt enhed, men snarere som et netværk af private grupper af lejesoldater, skriver magasinet Foreign Policy.
I øvrigt et netværk, der har store overlap med ekstremistiske russiske ultranationalister, siger professor Candace Rondeaux, der har forsket i bevægelsen ved Arizona State University.
- Du kan tro, det er frygtindgydende, siger hun til Foreign Policy.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole