Ruslands enklave ved Østersøen er nyt stridspunkt mellem Rusland og EU
Banegården for godstog i Kaliningrad. Der kommer nu langt færre tog med varer fra Rusland, fordi EU's sanktioner mod blandt andet kul, jern og andre metaller er trådt i kraft. Togtransport mellem Rusland og Kaliningrad går igennem EU-landet Litauen. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Kaliningrad med en fortid som tysk område er nu en isoleret russisk enklave. Og her stiger spændingerne mellem Rusland og EU på grund af sanktioner.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
EU's sanktioner mod Rusland har med et udløst spændinger i og omkring den russiske enklave Kaliningrad.
Sanktionerne blev indført efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, men nogle af dem er først lige trådt i kraft.
Og det har udløst russisk vrede mod Litauen.
Rusland har rutinemæssigt transporteret varer igennem Litauen til Kaliningrad ved Østersøen.
Det er nu slut for varer, der er underlagt EU's sanktioner.
Annonce
Fra i lørdags stoppede EU-landet Litauen togtransport af russisk jern og andre metaller og råvarer igennem litauisk territorium.
Nu fyger det i luften med russiske trusler mod det baltiske land, der også er medlem af Nato.
Det er også sommer i det centrale Kaliningrad, der i de senere år har udviklet sig til en turistdestination. Krigen i Ukraine og Vestens sanktioner mod enklaven har imidlertid ramt turismen. Så der er ikke nogen, der står i vejen, hvis man vil tage en selfie. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Maria Sakharova, talskvinde for Ruslands udenrigsministerium, sagde onsdag, at Rusland kommer med et praktisk svar.
- Et af de store spørgsmål har været, om vores svar udelukkende bliver diplomatisk. Svaret er nej, sagde hun på sit ugentlige pressemøde.
- Svaret bliver ikke diplomatisk. Det bliver praktisk.
Hun ville ikke uddybe.
Sagen giver store problemer for Rusland, for Kaliningrad hænger ikke fysisk sammen med resten af landet.
Rusland siger ifølge AFP, at blokaden er et brud på en aftale fra 2002 mellem Rusland og EU om fri transport.
Læs her om den russiske enklave:
Maria Sakharova, talskvinde for Ruslands udenrigsministerium, slår fast, at Rusland svarer igen på Litauens stop for transport af jern og andre varer igennem litauisk territorium. Og det bliver ikke et diplomatisk svar. (Arkivfoto). Foto: Maxim Shemetov/Reuters
* Hvor stor er den?
Annonce
Den har et areal på omkring 225 kvadratkilometer. Der bor op imod en million mennesker. Den ligger omkring 1300 kilometer fra Ruslands hovedstad, Moskva, og har kyst til Østersøen.
På land er den omringet af de to EU- og Nato-lande Litauen og Polen.
* Hvorfor er den russisk?
Det har den heller ikke altid været. Den var i århundreder preussisk. Før og under Anden Verdenskrig var den Tysklands østligste større by.
Den hed da Königsberg.
Under Potsdamkonferencen mellem krigens sejrherrer i 1945 blev de nye grænser i Europa trukket. Königsberg endte i Sovjetunionen.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Enklaven skiftede navn til Kaliningrad, opkaldt efter Mikhail Kalinin. Han var en bolsjevitisk revolutionær.
Litauen var dengang en del af Sovjetunionen. Polen var en del af Østblokken. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 og Østblokkens kollaps blev Kaliningrad en del af Rusland.
* Har Kaliningrad militær betydning?
Ja, det har den.
Annonce
Tysklands militær havde base her i begge verdenskrige.
Nu har Ruslands Østersøflåde base i enklaven. Rusland siger også, at det har iskander-missiler i Kaliningrad. De kan medbringe atomsprænghoveder.
I maj sagde Rusland ifølge AFP, at det i det vestlige Kaliningrad havde gennemført en øvelse, der simulerede et russisk atomangreb.
* Hvordan foregår Kaliningrads handel med omverdenen?
Der kører omkring 100 russiske transittog med varer til Kaliningrad igennem Litauen hver måned, skriver The Guardian.
Russiske myndigheder har sagt, at sanktionerne betyder, at togtransporten halveres.
The Guardian skriver, at det kan være, at varerne skal transporteres ad søvejen fra Sankt Petersborg.
Før krigen i Ukraine var Kaliningrad et centrum for handel med Østeuropa.
Flere udenlandske bilproducenter har haft samlefabrikker i en særlig økonomisk zone i enklaven, skriver AFP.
/ritzau/
Kaliningrad i fem punkter
* Var før Anden Verdenskrig en del af Tyskland og hed Köningsberg. Sovjetunionen omdømte enklaven til Kaliningrad efter en bolsjevitisk revolutionær.
* I Sovjetunionens tid var Kaliningrad stærkt militariseret. I årtier var området forbudt for udlændinge. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, blev Kaliningrad en del af Rusland.
* I de senere år har Kaliningrad udviklet sig til en turistdestination. Da Rusland i 2018 var vært for VM i fodbold, blev der spillet kampe i Kaliningrad.
* De fleste af den lille million indbyggere bor i hovedstaden, som også hedder Kaliningrad.
* Hovedstadens gader og bygninger bærer præg af enklavens historie. Der er eksempler på gammel tysk arkitektur, og der er også grå lejlighedskomplekser, som var typiske under sovjettiden.
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted