Tre af de fire ovne, der normalt smelter stål ved høje temperaturer på det store stålværk i byen Kryvyj Rih, er lukket ned. Den fjerde ovn kører på nedsat blus.
Den jernmine, som er en del af stålværket, er lukket ned.
Normalt er det Ukraines tunge industri, der trækker landets økonomi fremad.
Men som med så meget andet er den blevet et offer for den krig, Rusland indledte med invasionen af nabolandet den 24. februar.
Normalt er der 22.000 mennesker ansat på stålværket i Kryvyj Rih. Men omkring 2000 af dem er nu i hæren for at kæmpe.
17 af de ansatte er blevet dræbt i krigen.
Med stærkt nedsat produktion er kun en håndfuld medarbejdere til stede nu for at håndtere den strøm af smeltet stål, der flyder gennem anlægget.
Stålværket, der ligger tæt ved frontlinjen i det sydlige Ukraine, betragtes som en af den ukrainske industris kronjuveler.
Stål fra dette værk sælges til hele verden. Blandt andet er verdens højeste skyskraber – Burj Khalifa i Dubai - bygget med stål herfra.
Efter invasionen i februar stoppede arbejdet helt, da russiske styrker rykkede frem mod værket.
Siden blev produktionen startet op igen, men ikke i samme omfang som før.
I august blev der produceret mellem 15 og 20 procent af, hvad der blev lavet på samme tidspunkt sidste år, fortæller vicedirektør Artem Filipiev.
- Vi holder stedet kørende, det er vores mission, siger han til nyhedsbureauet AFP.
Krigen har givet den ukrainske industri adskillige problemer. Især med at skaffe forsyninger, levere varer og holde på kunderne.
Rusland kontrollerer de største havne ved Sortehavet, dem i byerne Mariupol og Berdjansk.
Andre havne i Odesa og Chernomorsk er fortsat kontrolleret af Ukraine. Efter internationalt pres har Rusland indvilget i at åbne dem for korneksport. Men ikke for andre varer.
ArcelorMittal, der ejer stålværket i Kryvyj Rih, bruger nu to-tre gange så mange penge på at eksportere stål ved hjælp af tog- og flodtransport i stedet for at sende det med skib på Sortehavet.
Tidligere på året bombarderede russiske styrker i flere måneder et andet stort stålværk i Ukraine, nemlig Azovstal tæt ved byen Mariupol. Værket er i dag ødelagt.
Syv måneders krig har lagt over 420 ukrainske industrianlæg og virksomheder i ruiner eller har forårsaget betydelige ødelæggelser.
Handelshøjskolen i Ukraines hovedstad, Kyiv, har regnet ud, at skaderne løber op i et beløb svarende til 200 milliarder kroner.
Vigtigheden af den tunge industri er en del af forklaringen på, hvorfor Rusland bombarderer den, mener Anatoly Kovaliov, der er rektor og professor ved det økonomiske universitet i havnebyen Odesa.
- Efter tre dages fejlslagen blitzkrig og total fiasko forstod russerne, at de ikke kunne indtage vores land så nemt. Så de besluttede sig for at ødelægge det, siger han.
Ruslands mål er at "aføkonomisere" Ukraine, mener han.
Kovaliov vurderer, at det kommer til at tage fem til otte år at genopbygge Ukraine, når krigen engang er slut.
- Vi har brug for en Marshall-plan, siger han med henvisning til den massive hjælpepakke fra USA til Europa efter Anden Verdenskrig.
/ritzau/
Ukraines vigtige industri
* I 2021 udgjorde minedrift og industriproduktion 17 procent af Ukraines bruttonationalprodukt (bnp).
* Denne sektor er "en del af den økonomiske sikkerhed" i Ukraine, forklarer økonom Dmytro Goryunov fra det ukrainske Center for Økonomisk Strategi.
* Ifølge ham faldt Ukraines bnp med 37 procent i andet halvår af 2022 sammenlignet med samme periode i 2021.
* Krigen rammer ikke kun Ukraine, men også den globale økonomi. Mandag viste nye tal fra OECD, at verdensøkonomien på grund af den russiske invasion af Ukraine kun ventes at vokse med 3 procent i 2022. Det er 1,5 procentpoint lavere, end prognoser viste i december sidste år.
Kilder: OECD og AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Karin har fulgt brobyggeriet fra første parket: Søndag rykker folkefesten ind i Orehoved
Kirsten Sydendal i jubel over ø-planer: - Det er første gang, jeg ser ø-færgerne nævnt
Fra storbylivet i Shenzhen til Sydfalster: Claudia og Kun har forelsket sig i Væggerløse
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse