Ruslands krigsøkonomi gør et besøg i supermarkedet til en dyr affære

Et supermarked i Sankt Petersborg. Det er blevet dyrt at købe ind i Rusland (Arkivfoto). Foto: Anton Vaganov/Reuters

Dyre kartofler, dyrt smør, dyrt alting. Med en inflation på 13,4 procent har mange af Ruslands forbrugere det svært. Krigsøkonomien varsler ikke nogen lindring.

Offentliggjort Sidst opdateret

I EU og i USA er inflationen efterhånden nede på to til tre procent, men det er helt anderledes i Rusland.

Her bokser centralbanken og forbrugerne med en høj inflation, der drives op af krigen i Ukraine.

Centralbanken i den russiske hovedstad, Moskva, har netop offentliggjort de seneste inflationstal for november.

Inflationen er 13,4 procent, skriver Reuters, og det er samme inflation som i oktober.

Centralbankens høje rente på 21 procent - den højeste rente i 20 år - har ikke tæmmet inflationen, som gradvist er steget siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022.

Reuters skriver, at centralbanken har sit næste rentemøde den 20. december. Og her er endnu en opstramning af pengepolitikken mulig, siger embedsmænd i banken ifølge Reuters.

Det er en situation, der rammer den enkelte russer.

Krigen i Ukraine foregår måske langt fra Sankt Petersborg og Moskva, men når indbyggerne i millionbyerne går i supermarkedet for at købe ind til middagsbordet, mærkes krigen.

Det er blevet rasende dyrt.

Bloomberg skriver ifølge magasinet Fortune, at prisen på et kilo kartofler siden nytår er steget med 73 procent. Smørprisen er oppe med 30 procent.

Løg er steget over 20 procent. Mælk, brød og fisk er steget med mellem 12 og 15 procent i forhold til i fjor.

CNN skriver, at nogle supermarkeder er begyndt at låse smør inde, fordi kunderne stjæler pakkerne.

Det er krigsøkonomien, der hærger prissætningen i supermarkederne og andre steder.

Titusindvis af mænd er hele tiden engageret i krigen i Ukraine. I snart tre år har der været krig, og det er noget, der kræver meget af Ruslands forsvarsindustri.

Siden nytår er et kilo kartofler steget med 73 procent, og smør er steget med over 30 procent. Nogle steder er supermarkeder begyndt at låse smør inde. (Arkivfoto). Foto: Anton Vaganov/Reuters

Den skal også bruge mere arbejdskraft, og for at få fat på de bedste folk giver forsvarsvirksomhederne en god løn, skriver CNN.

Det betyder, at også virksomheder uden for forsvarsindustrien må betale en god løn for at tiltrække arbejdskraft.

Priserne på produkter sættes i vejret for at betale lønningerne, og så er der inflation.

Den russiske Alfa Bank sagde i oktober, at virksomheder er presset af den høje rente. Det ventes at blive sværere, og så kan man ikke udelukke konkurser.

CNN skriver, at Alfa sammen med en række økonomer venter, at centralbanken i december hæver renten til 23 procent.

Bloomberg har talt med en pensionist om situationen. Hun er 72, hedder Tatjana og er fra byen Kirov 1000 kilometer nordøst for Moskva.

Hun bruger nu to tredjedele af sine penge på mad. Tidligere brugte hun halvdelen.

Et banner på gaden i den vestlige del af Moskva. Russere opfordres til at melde sig til militærtjeneste i krigen mod Ukraine. Der tilbydes en løn, der er betydeligt højere end gennemsnitslønnen. Billedet er fra den 11. september. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix

Hun er holdt op med at købe dyre varer som eksotiske frugter. Og hun siger, at hun for første gang under krigen ikke får råd til den traditionelle nytårsmiddag med rød kaviar i år.

Ifølge Tatjana er priserne i Kirov højere, end den nationale statistik siger. Almindelige varer som mælk, æg og brød er mindst dobbelt så dyre som i fjor.

Igor Krasnov, russisk generalanklager, har igangsat en undersøgelse af prisstigningerne. Premierminister Mikhail Misjustin har beordret landbrugsministeriet til at sikre, at der er tilstrækkeligt med frugt og grøntsager.

Vicepremierminister Dmitrij Patrusjev kræver daglig overvågning af fødevaremarkedet og en stabilisering af markedet.

Vladislav Inosemtsev, særlig rådgiver i analysefirmaet Middle East Media Research, ved ligeledes noget om Rusland og siger til Bloomberg, at myndighederne med ministrenes indgriben forsøger at sløre problemerne med inflation.

- Alt det spektakel bliver lavet, sådan at befolkningen forbinder fødevareproblemerne med producenter og sælgere, siger han.

- Da prisen på smør steg hurtigere end nu i 2007, var ingen i regeringen bekymret.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at arbejdsløsheden i Rusland er så lav, at der i praksis ikke er arbejdsløshed. (Arkivfoto). Foto: Mikhail Metzel/Reuters

/ritzau/

Krisen rammer forskelligt

Ruslands krigsøkonomi kører videre trods den høje inflation. Nogle faggrupper klarer sig godt, andre skidt.

* Ruslands officielle statistik siger, at indkomsten renset for inflation i 2023 steg med 5,8 procent. Det skyldtes stor efterspørgsel efter arbejdskraft.

* Tidligere i november sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Ruslands økonomi har brug for næsten en million flere arbejdstagere. Arbejdsløsheden er nede på 2,4 procent eller "i praksis næsten ingen arbejdsløshed".

* Millioner af russere med overtidsarbejde, særligt inden for IT, byggeri og fremstillingsvirksomheder, har gode tider. Deres velstand bruges ikke i Europa som før. Den bruges nu på hjemmemarkedet og er med til at holde økonomien i gang.

* Soldater, der indgår kontrakt om at slås i Ukraine, får næsten tre gange gennemsnitslønnen plus bonus.

* Ansatte i den offentlige sektor, herunder i sundhedsvæsnet og undervisningssektoren, samt pensionister, er de grupper, der er hårdest ramt af inflationen.

 

Kilde: CNN

/ritzau/

Frivillige, der har meldt sig til Ruslands hær og skal til Ukraine og kæmpe i krigen, deltager i en religiøs ceremoni i byen Nizjnij Novgorod, inden de sendes til deres militærforlægninger. Billedet er fra den 4. november. Foto: Yulia Morozova/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu