Ruslands spioner rejser statue af Jern Felix med ansigtet mod vest

En statue af Felix Dzerzjinskij, også kendt som Jern Felix, er tilbage foran en efterretningstjeneste i Moskva. Den er afsløret foran SVR, tjenesten for udlandsanliggender. Det er SVR's chef, Sergej Narysjkin, der står forrest i billedet. Foto: Foreign Intelligence Service Of/Reuters

For hundrede år siden grundlagde Felix Dzerzjinskij sikkerhedstjenesten, der holdt sovjetdiktaturet i live. Nu ærer efterretningstjenesten ham med en statue.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, tog mange af Moskvas indbyggere hen til Lubjanskaja-pladsen.

Den ligger omkring 900 meter fra Den Røde Plads i Ruslands hovedstad, og her lå efterretningstjenesten KGB's hovedkvarter.

På pladsen rev russerne statuen af Felix Dzerzjinskij ned.

Det var ham, der blev kaldt Jern Felix.

En brutal mand, som ved Sovjetunionens fødsel med revolutionen i 1917 grundlagde Tjerkaen. Det var den organisation, der fængslede det nye regimes fjender eller slog dem ihjel. Eller spionerede mod dem.

Han døde i 1926 af et hjerteanfald, blot 48 år, men han havde lagt byggesten, som den daværende diktator, Josef Stalin, fortsatte med at bygge på.

Det blev til de sovjetiske efterretningstjenester, herunder KGB, hvor Ruslands nuværende præsident, Vladimir Putin, arbejdede frem til Sovjetunionens kollaps.

Jern Felix er tilbage. Eller i hvert fald en statue af ham foran efterretningstjenesten SVR, som er Ruslands efterretningstjeneste for udenrigsanliggender.

Statuen blev afsløret mandag den 11. september, som var hans fødselsdag.

Den gamle statue på Lubjanskaja-pladsen blev hejst i 1958. Ansigtet på statuen vendte mod vest eller nordvest for at symbolisere, at Sovjetunionens fjender kom fra den retning.

Den nye statues ansigt vender i samme retning. Sergej Narysjkin, leder af SVR, blev efter afsløringen spurgt, om det skal symbolisere, at Ruslands fjender kommer fra den retning. Fra Polen. Fra de tre baltiske stater.

- Tydeligvis står vort land over for trusler fra nordvest, svarede Narysjkin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Men han tilføjede, at der ikke var givet instruktioner om, hvilken vej ansigtet skulle vende. Der var blot lavet en kopi - måske en lidt mindre kopi - af den originale statue fra pladsen ved KGB.

Reuters hørte også, hvad spionchefen sagde ved afsløringen af statuen, og der blev Dzerzjinskijs moral også rost.

- Hans bevingede ord om, at kun en person med et koldt hoved, et varmt hjerte og rene hænder kan blive sikkerhedsofficer, har været en betydelig moralsk rettesnor for flere generationer af sikkerhedsagenturer i vort land.

Reuters skriver, at russiske dissidenter ser med foragt på Dzerzjinskij.

Siden Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 er hundredvis af mennesker blev anholdt og tilbageholdt. Kritikere af Kreml siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at det ligner noget fra sovjettiden.

Men i de spionagetjenester, der arbejder i Putins Rusland, er Dzerzjinskij en helt.

Nostalgien om Sovjetunionen er vokset under Putin, der har kritiseret, at den gamle stormagt blev opløst.

Nikita Petrov, historiker og medlem af menneskeretsgruppen Memorial, der i 2022 fik Nobels fredspris, har svært ved at se, hvorfor Dzerzjinskij skal have en statue.

- Han er et symbol på undertrykkelse og lovløshed, siger han til Reuters.

Dette er den statue af Felix Dzerzhinsky, som russerne væltede foran KGB-hovedkvarteret, da Sovjetunionen kollapsede i 1991. Statuen blev ikke ødelagt, men flyttet til Museon-parken i Moskva. Parken kaldes også parken for væltede monumenter. (Arkivfoto). Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

- Han var leder af Sovjetunionens første undertrykkende agentur. Det blev ikke styret af loven, men af den politiske vilje og det synspunkt, at verden kan deles op i mennesker, som kan bruges, og mennesker, der er skadelige.

/ritzau/

Statuen af Jern Felix

* I 1991 væltede russere statuen af Felix Dzerzjinskij på Lubjanskaja-pladsen i Moskva. Den havde stået der siden 1958. Efterretningstjenesten KGB havde hovedkvarter på pladsen. Nu har KGB's efterfølger, FSB, overtaget hovedkvarteret.

* Statuen, der vejer 11 ton, blev flyttet til Museon-parken i Moskva.

* I 2021 afholdt Moskva en online-folkeafstemning blandt byens borgere om at rejse en statue på Lubjanskaja-pladsen igen. Der var to muligheder. Enten at flytte statuen af Dzerzjinskij tilbage eller rejse en statue af Aleksander Nevskij, en prins fra det 13. århundrede, som Ruslands ortodokse kirke havde slået til helgen.

* Det endte med, at borgmester Sergej Sobjanin aflyste folkeafstemningen. Han erklærede, at indbyggerne var for splittede. 55 procent af de afgivne stemmer ville have en statue af den gamle prins, 45 procent ville have en statue af Dzerzjinskij.

Kilder Deutsche Welle, AFP, Reuters

/ritzau/

Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, der netop er blevet genvalgt, holdt i 2021 en folkeafstemning i hovedstaden om at flytte den væltede statue af Dzerzjinskij tilbage til Lubjanskaja-pladsen, hvor FSB, afløser for KGB, nu har sit hovedkvarter. Afstemningen blev aflyst. (Arkivfoto). Foto: Mikhail Metzel/Ritzau Scanpix
De russiske efterretningstjenester har under præsident Vladimir Putins styre fået et mere nostalgisk syn på tiden under Sovjetunionen, hvor efterretningstjenesterne og sikkerhedstjenester havde stor magt. Billedet er fra mandag den 11. september under den økonomiske konference i Vladivostok. Foto: Mikhail Metzel/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu