Ruslands tilbagetrækning har splittet familier på hver side af fronten
Russerne ødelagde blandt andet strøm- og vandforsyningen, da de trak sig tilbage fra Kherson den 11. november. Nu står indbyggerne i kø for at få hjælp, der bringes til. byen udefra. Foto: Murad Sezer/Reuters
Den første jubel efter den russiske hærs tilbagetrækning fra Kherson begynder at tage af. For der er mange problemer. Blandt andet er familier blevet splittet.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
For Olena Chernyavska har den længe ventede russiske tilbagetrækning fra byen Kherson i det sydlige Ukraine tidligere på måneden været en bittersød oplevelse.
Selv om Kherson, som inden Ruslands angreb den 24. februar havde 290.000 indbyggere, nu er blevet generobret af ukrainske styrker, er Olena Chernyavska ikke glad. For hendes mor befinder sig stadig på russisk-kontrolleret territorium blot nogle kilometer væk.
- Hver dag vågner jeg og tjekker nyhederne for at se, om stedet, hvor hun er, er ok, siger den 41-årige kvinde til det franske nyhedsbureau AFP, som har besøgt Kherson.
Hendes mor bor i en landsby i området.
Mor og datter holder kontakten, så godt det lader sig gøre. Telefonforbindelsen i området er meget usikker og vaklende, da de russiske styrker ødelagde blandt andet strøm- og vandforsyningen til Kherson, inden de trak sig tilbage.
Annonce
- Det kan lykkes mig at få fat på hende og tale med hende. Jeg fortæller næsten alt, jeg vil, men så ryger forbindelsen, fortæller Olena Chernyavska.
De russiske styrker kom til det sydlige Ukraine ikke mange dage efter angrebet den 24. februar.
Russerne rykkede over den store Dnipro-flod og besatte Kherson, inden offensiven blev standset af Ukraine.
Floden har længe været den geografiske linje, der adskiller øst fra vest.
Vandet splitter også selve Kherson-området.
På den vestlige bred af floden ligger den befriede del af Kherson, mens russerne fortsat holder den østlige del af floden besat.
For mange indbyggere i Kherson er floden nu også en fysisk barriere, der spærrer for adgangen til pårørende under russisk besættelse.
- Min bror, min søster, min niece og mit barnebarn er der, siger den 51-årige Natalia Olkhovykova på den vestlige bred til AFP.
- Vi er bekymrede, for vi ved, at deres landsby er fyldt med russiske soldater, siger hun.
Dnipro-floden, hvor russerne kontrollerer den østlige bred. Ukrainerne har kontrol med den vestlige bred, hvorfra billedet er taget. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix
- Jeg bør ikke sige mere af hensyn til deres sikkerhed.
Annonce
Mens Khersons indbyggere står i kø for at få humanitær hjælp, rystes området jævnligt af artillerigranater, af nedslag fra raketter og andre af de våben, ukrainerne og russerne sender i hovedet på hinanden hen over floden.
Tatiana Maliutyna, en 54-årig sygehjælper på et lokalt hospital, siger, at hendes familiemedlemmer, der bor under russisk besættelse, håber, at deres område snart bliver befriet.
- De venter at blive befriet, siger Maliutyna.
- De var glade, og de ringede til os, da de hørte de gode nyheder den 11. november, fortæller hun med henvisning til dagen, da russerne trak sig ud.
- Jeg bad dem være tålmodige og sagde, at vi er med dem.
Imidlertid kan det trække ud. Floden har vist sig at være en stor barriere.
Broerne over floden er ødelagt, så det er svært at lave et angreb hen over floden. Her er det den ødelagte Antonivskyi-bro. Foto: Stringer/Reuters
Broerne over floden er ødelagt, og det er med stor risiko for ukrainerne, hvis de prøver at angribe russerne hen over floden med amfibiefartøjer.
- Ukrainske styrker vil nok få svært ved at opnå en dramatisk effekt i det østlige Kherson.
- Men de kan måske forhindre russerne i at befæste og forstærke deres nye forsvarslinjer, skrev den amerikanske tænketank The Institute for the Study-of-War for nylig.
/ritzau/
Kort om Kherson
* Byen Kherson ligger i det sydlige Ukraine på den vestlige side af floden Dnipro.
* Inden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 havde Kherson anslået 280.000-290.000 indbyggere.
* Blev grundlagt i 1778 som et fort. Fire år tidligere havde Rusland annekteret området.
* I 1803 blev byen hovedstad i provinsen Kherson.
* Rusland opbyggede en industri i byen og provinsen. Bryggerier, skibsværfter og landbrug.
* I 1922 opstod Sovjetunionen, som både Rusland og Ukraine var en del af. Sovjetunionen kollapsede og blev opløst i 1991. Kherson blev en del af republikken Ukraine.
* Da Rusland angreb Ukraine, var Kherson skueplads for hårde kampe. Det var den første større ukrainske by, som Rusland erobrede.
* Rusland har formelt annekteret Kherson-provinsen, men efter hårdt militært pres blev Rusland tvunget ud af byen Kherson tidligere på måneden. Den 11. november rykkede Ukraines hær ind i byen.
Seneste artikler
Lalandia bruger tocifret millionbeløb på nyt område
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Personer gik på motorvejen
Truet med bat og skudt i benet