Ruslands udenrigsminister tror våbenhvile i Syrien er mulig
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at Moskva er opsat på at forhandle med USA om krisen i Syrien. Foto: AP/Mary Altaffer
AP/Mary Altaffer
Udenrigsminister Lavrov siger, at alle stadig er forpligtet af indgåede aftaler i Syrien.
Det er for tidligt at opgive en våbenhvile i Syrien.
Det siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.
- Vi er opsatte på at forhandle med USA om krisen i Syrien. Det er for tidligt at opgive. Jeg tror ikke, at amerikanerne tænker sådan, svarer Lavrov til et spørgsmål om, hvorvidt en våbenhvileaftale er brudt sammen.
- Vi er i det mindste også forpligtet til at overholde de aftaler, som er blevet indgået i de seneste måneder, siger han til den russiske tv-station NTV.
Lavrov siger videre, at Moskva vil kræve den mest grundige efterforskning af angrebene mod en nødhjælpskonvoj i Syrien for at få klarlagt, hvem der stod bag dem.
Han siger samtidig, at de vestlige lande ikke lever op til deres forpligtelser over for Syrien.
- Hastemødet i FN's Sikkerhedsråd søndag var indkaldt for at fjerne opmærksomheden fra amerikanske angreb mod den syriske hærs stillinger nær Deir al-Zor, siger Lavrov til NTV.
Rusland kritiserer USA og Storbritannien for at have fremsat uacceptable erklæringer i FN's Sikkerhedsråd.
Under det hasteindkaldte møde i Sikkerhedsrådet i New York beskyldte USA Rusland for at deltage i barbari på grund af vedholdende angreb mod storbyen Aleppo.
- Hvad Rusland støtter og gør er ikke bekæmpelse af terrorisme. Det er barbari, sagde den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, i Sikkerhedsrådet og tilføjede:
- I stedet for at gå efter fred skaber Rusland og den syriske præsident, Bashar al-Assad, krig. Og i stedet for at hjælpe civile med livreddende hjælp bomber Rusland og Assad nødhjælpskonvojer, hospitaler og de mennesker, der desperat forsøger at holde sig i live.
Udenrigsministrene fra Frankrig og Storbritannien rettede også voldsom kritik mod Rusland og sagde, at landet kan være skyldigt i krigsforbrydelser.
Omkring 124 mennesker, hovedsageligt civile, er blevet dræbt i voldsomme bombeangreb på beboelsesområder i det oprørskontrollerede østlige Aleppo, efter at hæren torsdag forsøgte at overtage området.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned