Russer løber med Golden Globe foran dansk-polsk film
Filmen "Ida" misser en Golden Globe-statuette ved årets prisuddeling. Prisen går i stedet til "Leviathan".
Den dansk-polske film "Ida" går glip af hæderen som bedste ikke-engelsksproget film ved årets Golden Globe-prisuddeling natten til mandag dansk tid.
I stedet løber filmen "Leviathan" fra Rusland med prisen. Den er instrueret af Andrej Svjagintsev og handler om en mand, der kæmper mod en korrupt borgmester, som forsøger at overtage hans hus og alt, hvad han ejer.
Filmen opfattes af flere anmeldere som en indirekte kras kritik af et Rusland i forfald.
Filmen havde premiere i Cannes sidste år, hvor den blev tildelt prisen for bedste manuskript. "Leviathan" er også blandt favoritterne til at vinde en Oscar-statuette, når de bliver uddelt 22. februar.
Danmark har før vundet priser ved Golden Globe. I 2011 tog Susanne Bier sejren for "Hævnen" i kategorien for bedste ikke-engelsksproget film.
Og igen i år var danske filmfolk i spil. Filmen "Ida" er instrueret af Pawel Pawlikowski fra Polen, men to af filmens producere, Sofie Wanting Hassing og Christian Falkenberg Husum, er danske. Det samme gælder Kristian Eidnes Andersen, der har komponeret musikken til den anmelderroste film.
"Ida" handler om den unge Anna, som i efterkrigstidens kommunistiske Polen vil gå i kloster som nonne, da hun pludselig af sin hidtil ukendte moster erfarer, at hun er jøde og faktisk hedder Ida, og at hendes forældre blev dræbt af nazisterne.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker