Russere får op til syv års fængsel for at oplæse digte mod krig
De to digtere Artjom Kamardin (tv) og Jegor Sjtovba under domsafsigelsen i Moskva torsdag. Deres oplæsning af digte på et gadehjørne i Moskva truer Ruslands sikkerhed, lød det fra dommeren. Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix
33-årig og 23-årig oplæste digte mod krigen i Ukraine på et gadehjørne i Moskva. Dømt for at anstifte til had.
En domstol i Moskva har torsdag idømt to mænd lange fængselsstraffe for at oplæse digte mod Ruslands krig i Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, som var til stede i retten.
Artjom Kamardin har fået syv års fængsel, mens Jegor Sjtovba idømmes fem og et halvt års fængsel.
Det blev mødt med tilråb fra deres støtter, der var mødt op i retten.
- Skam jer, lød det.
De russiske myndigheder har fængslet tusindvis af mennesker, der fredsommeligt har protesteret mod den russiske invasion i Ukraine.
Den 33-årige Kamardin siger, at hans tilbageholdelse har været særligt voldelig. Han hævder, at betjente voldtog ham og tvang ham til at undskylde på en video. Hans kæreste blev også truet.
Dagen før sin anholdelse havde han læst højt af digtet "Dræb mig, militsmand" på et gadehjørne i Moskva.
Det er det samme gadehjørne, hvor systemkritikere også mødtes under sovjettiden.
Han råbte også slagord mod det imperiale "nye Rusland" og dets ambition om at erobre det sydlige Ukraine.
23-årige Jegor Sjtovba insisterede under retssagen på, at han intet ulovligt havde gjort.
- Hvad har jeg gjort, som er ulovligt? Læst digte?, sagde han henvendt til retssagens dommer.
Begge de anklagede er dømt for at "anstifte til had" og for at "opfordre til aktiviteter, der truer statens sikkerhed".
Kamardins far, der var mødt op i retten, kaldte dommene "totalt oprørende". Også den 33-åriges kone, Alexandra Popova, var mødt op.
- Det er en meget hård dom. Syv år for digte, syv år for en ikkevoldelig forbrydelse, mente hun.
Kritikere i Rusland af de hårde domme betegner dem som absurde. De kommer som følge af, at det russiske regime under Ukraine-krigen har ændret på love om retten til at ytre sig.
De fleste af Ruslands kendte oppositionsfolk er flygtet ud af landet, mens andre sidder fængslet, heriblandt Aleksej Navalnyj.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker