På et Røde Kors-center står en mørkhåret kvinde og holder en mobil nervøst op til øret.
Hun er midt i en samtale, hvor hun ihærdigt prøver at finde frem til sine jødiske rødder.
Hun vil nemlig hjælpe sin søn med at flygte fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans mobilisering af tropper til krigen i Ukraine.
- Mor, din bedstefar Moishe blev født i 1870 ligesom Lenin, ikke? spørger hun i mobilen.
Tusindvis af russere er flygtet fra Rusland, siden krigen i Ukraine i september førte til en national, delvis mobilisering.
- At få et israelsk pas er den eneste måde, hvor jeg kan sørge for, at min søn ikke skal til Ukraine og slås, siger den udmattede kvinde på centret i Ruslands hovedstad, Moskva.
Hun vil ikke opgive sit navn af sikkerhedsgrunde.
Mange russere prøver febrilsk at finde frem til deres jødiske rødder for at åbne døren til Israel.
Det gælder også 32-årige Ivan Mitrofanov, som prøver at finde bevis på, at hans bedsteforældre var jødiske.
Som it-medarbejder har han været undtaget mobiliseringen, der trådte i kraft den 21. september efter en række russiske nederlag i Ukraine.
- Jeg vil hurtigt ud af landet, så længe grænserne er åbne, siger Mitrofanov.
Han forventer, ligesom mange andre russere, at der vil komme flere bølger af mobiliseringer.
Mange frygter derudover, at myndighederne vil indføre undtagelsestilstand og lukke for grænserne.
For Mitrofanov er Israel et bedre bud end Europa.
- I Europa er mit russiske pas giftigt. Jeg vil tage til Israel, hvor vi rent faktisk er ønsket, siger han.
Han er langtfra den eneste, der ønsker at emigrere til Israel.
Israelske myndigheder oplyser, at ansøgninger om immigration fra Rusland og Ukraine er tredoblet, siden krigen brød ud.
Ifølge Israels Statistik er der siden slutningen af februar kommet 20.000 immigranter fra Rusland og 12.000 fra Ukraine.
Denne lavine af russere, som vil emigrere til Israel, fik Ruslands justitsministerium til i juli at beordre nedlukningen af Jewish Agency i Moskva.
Det var begrundet med anklager om brud på loven.
Jewish Agency er verdens største internationale jødiske nonprofitorganisation. Dets formål er at facilitere og tilskynde indvandring til Israel for jøder rundt omkring i verden.
Men retssagen mod organisationen i Rusland er blevet udskudt flere gange, senest til den 19. oktober.
Indtil der kommer en afgørelse i retten, opererer Jewish Agency stadig i landet - dog på nedsat blus, skriver Jerusalem Post.
Mange russere søger også hjælp hos slægtsforskere for at finde spor af jødiske rødder i deres familie.
Vladimir Paley, som specialiserer sig i jødisk genealogi, har oplevet ti gange så mange henvendelser som normalt, siden krigen begyndte.
- Efter mobiliseringen har jeg primært skullet håndtere mødre, der ønsker at få deres sønner ud af landet, fortæller den 55-årige Paley.
Den seneste tids store udvandring til Israel er efterhånden ved at gå bureaukraterne i Moskva på nerverne.
Tatiana Kalasjnikova, som arbejder i en kommunal administration i hovedstaden, kritiserer de russere, som skynder sig ud af landet.
- De vil forlade Rusland for at undgå krig - for så at tage til Israel, hvor der altid er krig, siger hun i en sarkastisk tone.
Ifølge Lijubov Borussijak, som er sociolog ved Nezavisimyj Moskovskij Universitet i Moskva, er disse menneskers beslutning om at forlade landet ofte impulsiv.
- Årsagen er ikke, at de vil flytte til et andet land. Det handler om at flygte ud af Rusland.
- Det er en emigration drevet af panik og frygt, siger Borussijak.
/ritzau/AFP
Russiske jøder
* Over en million af Israels i alt 9,4 millioner indbyggere har rødder i det tidligere Sovjetunionen.
* I det østlige Rusland, omkring 100 kilometer fra grænsen til Kina, ligger Den Jødiske Autonome Region, som var en jødisk region oprettet af Josef Stalin i 1932.
* Men på trods af navnet udgør jøder kun omkring 1,22 procent af regionens 186.541 indbyggere.
* Det skyldes stor udvandring af russiske jøder til Israel og Tyskland efter Sovjetunionens fald i 1990.
Kilder: AFP og Weekendavisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Mand stjal barnevogn
Ekstra fokus på de ældre i varmen
Kendt læge åbner café: - Det bliver lidt spis-sammen-agtigt
Kø på Rute 9: Mammut-lastbil reddede traktor fra brand
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Lolland kan lukke skoler og plejecentre igen
Kontrol i slikbutikker: Ejer køber slik 'fra banditter'