Russisk atomubåd og andre flådeskibe lægger til i Cuba næste uge
Blandt de skibe, som lægger til i Havana næste uge, er en russisk fregat. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Russiske fartøjer i Havana kommer ikke til at bære atomvåben, så de er ingen trussel, udtaler ministerium.
Som led i de "historisk venlige" relationer mellem Cuba og Rusland vil en gruppe af russiske skibe lægge til i den cubanske hovedstad, Havana, næste uge.
Det oplyser Cubas regering torsdag ifølge CNN.
Gruppen tæller den atomdrevne ubåd "Kazan", en fregat, en olietanker og en slæbebåd.
De lægger til i Havana i dagene 12. til 17. juni.
Det er ikke første gang, at den russiske flåde lægger til i Havana, men ifølge CNN lader det kommende besøg til at være det største af sin slags i flere år.
Nyhedsbureauet AFP beskriver det som "usædvanligt".
- Ingen af fartøjerne bærer atomvåben, så deres ophold i landet udgør ikke nogen trussel mod regionen, oplyser Cubas ministerium for de revolutionære væbnede styrker i en meddelelse.
Havana ligger blot cirka 170 kilometer fra Key West i den amerikanske delstat Florida.
Under Den Kolde Krig spillede Cuba en vigtig rolle i forholdet mellem USA og Sovjetunionen.
Det caribiske ørige var i 1962 omdrejningspunktet i en atomkrise, da det var blevet klart for amerikanerne, at Rusland i hemmelighed var ved at bygge affyringsramper til atomraketter i Fidel Castros Cuba.
Dengang var verden snublende nær en atomkrig.
Relationer mellem Cuba og Rusland er blevet tættere siden et møde i 2022 mellem den cubanske præsident, Miguel Diaz-Canel, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det skriver AFP.
De to mødtes også sidste måned til den store militærparade 9. maj på Den Røde Plads i Moskva.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned