Russisk fly bryder i brand under landing

Et russisk fly af typen Tupolev-134 med 48 personer ombord er brækket i flere dele og brudt i brand under en landing i den nordlige del af Rusland. Det oplyser de russiske myndigheder tirsdag.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass er en enkelt person dræbt og otte kommet alvorligt til skade som følge af ulykken. De øvrige ombordværendes skæbne er fortsat uvis. I første omgang oplyste Itar-Tass, at ulykken havde kostet 40 personer livet.

Ulykken indtraf kort før midnat. Flyet var på vej fra Moskva til byen Petrozavodsk i det nordlige Rusland. Mandskabet forsøgte ifølge Itar-Tass at lande flyet på en markvej kun to kilometer fra lufthavnen i Petrozavodsk.

Myndighederne kan endnu ikke sige noget om årsagen til ulykken. Flyet havde en besætning på fem personer, og blandt passagererne var der otte børn. Flyet er fra selskabet Rusaero.

/ritzau/Itar-Tass

Uklare meldinger om antal dræbte og tilskadekomne efter fly nødlander på mark i det nordlige Rusland

Offentliggjort Sidst opdateret