Russisk forsvarsskandale fortsætter med ny anholdelse
En kvinde går foran det russiske forsvarsministerium i Moskva. (Arkivfoto). Foto: Alexander Nemenov/Ritzau Scanpix
Personaleleder mistænkes for omfattende korruption. Mindst fem er nu anholdt i forsvarsskandale i Rusland.
Jurij Kuznetsov, som er chef for det russiske forsvarsministeriums personaleafdeling, er anholdt og under mistanke for korruption.
Det oplyser efterforskere tirsdag.
Kuznetsov mistænkes for at have modtaget over 7 millioner kroner i kontanter og andre værdier som led i bestikkelse.
Med tirsdagens udvikling har der været mindst fem anholdelser i den største korruptionsskandale i det russiske regeringsapparat i mange år.
Sagen tog fart, da en russisk viceforsvarsminister blev anholdt i april.
Den seneste anholdelse i sagen er sket, blot to dage efter at Putin på overraskende vis fjernede Sergej Sjojgu fra posten som forsvarsminister.
Ruslands efterforskningskomité - det øverste efterforskningsorgan i landet - udtaler, at Kuznetsov mistænkes for at "modtage bestikkelse i særligt stor skala".
Det skal været sket i årene 2021 til 2023, da han var leder af det ottende direktorat i generalstaben for den russiske hær.
Bestikkelsen skal han have modtaget fra "repræsentanter for kommercielle strukturer", meddeler komitéen.
Til gengæld har han ifølge efterforskningen "udført visse handlinger til deres fordel".
Det blev Andrej Belousov - der ikke har nogen militær baggrund - som tog Sjojgus plads som forsvarsminister.
Udnævnelsen af Belousov er af mange blevet set som et forsøg på at effektivisere den russiske krigsøkonomi.
Men det kan - at dømme ud fra anholdelserne - også være et forsøg på at rydde op i korruption i forbindelse med tildeling af store militærkontrakter.
En domstol i Moskva varetægtsfængslede i anden halvdel af april den russiske viceforsvarsminister, Timur Ivanov, foreløbig indtil 23. juni.
Ivanov sigtes for at have modtaget bestikkelse, i forbindelse med at der blev udført kontraktmæssige opgaver for Ruslands forsvarsministerium.
Han afviser anklagerne.
Det har ikke umiddelbart været muligt for nyhedsbureauet Reuters at få en udtalelse fra Kuznetsov.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned