Russisk helikopter ramt af panserværnsraket i Syrien
Syriske oprørere har angiveligt ramt en russisk helikopter kort efter Tyrkiets nedskydning af et russisk fly.
Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er en russisk helikopter tirsdag eftermiddag blevet ramt af en panserværnsraket over syrisk territorium.
En talsmand for en syrisk oprørsgruppe siger, at den er skudt ned af gruppen, som skulle være tilknyttet Den Frie Syriske Hær (FSA).
Helikopteren nødlandede i et område, der kontrolleres af styrker, som er loyale over for den syriske præsident, Bashar al-Assad, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Der er gået ild i helikopteren, lyder det videre.
En syrisk oprørsgruppe, som har modtaget amerikanske Tow-panserværnsvåben, siger, at den har ramt helikopteren, som menes at være nødlandet i Latakia-provinsen.
Tidligere tirsdag skød Tyrkiet et russisk kampfly ned, fordi det angiveligt havde krænket tyrkernes luftrum.
To piloter sprang ud med faldskærm, mens det brændende kampfly faldt til jorden. Deres skæbne er endnu ikke bekræftet, men en oprørsgruppe hævder, at den har dræbt den ene pilot.
En video, som oprørsgruppen har lagt ud, viser angiveligt en af piloterne, som ligger hårdt såret på jorden.
En repræsentant for oprørsgruppen siger, at den har dræbt piloten. Der er endnu intet nyt om den anden pilot.
Helikopteren, som blev ramt, kan være sendt ud for at lede efter de to piloter.
- En russisk helikopter blev tvunget til at foretage en nødlanding i et område, som er kontrolleret af regimet, siger Rami Abdel Rahman, som er leder af observatoriet.
Både turkmenske oprørere, moderate arabiske oprørere og al-Nusra opererer i området ved Hatay og Latakia, mens den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat menes ikke at være til stede.
Efter nedskydningen af det russiske fly har Tyrkiet anmodet om, at Natos 28 ambassadører mødes til et ekstraordinært møde tirsdag klokken 17 for at diskutere nedskydningen.
En russisk diplomat er desuden blevet kaldt til det tyrkiske udenrigsministerium.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker