Russisk kampfly og helikopter styrter nær Ukraine
Det er et russisk kampfly af denne type, Sukhoi Su-34, og en militærhelikopter, der lørdag styrtede i en region, der grænser op til Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Amer Almohibany/Ritzau Scanpix
Det er uvist, hvad der fik et russisk Sukhoi-kampfly og en militærhelikopter til at styrte i regionen Brjansk.
Et russisk kampfly af typen Su-34 og en militærhelikopter er lørdag styrtet i den russiske region Brjansk, der grænser op til Ukraine.
Det rapporterer det russiske nyhedsbureau Tass.
Det er uvist, hvad der fik flyet og helikopteren til at styrte.
Helikopteren af typen Mi-8 faldt til jorden i et ubeboet område nær byen Klintsy.
Videoer, der er lagt på sociale medier, viser helikopteren eksplodere, inden den i flammer styrter ned, skriver nyhedsbureauet dpa.
Tass kunne lidt senere berette, at også et russisk Sukhoi-kampfly, Su-34, var styrtet i samme region.
Russiske medier skriver, at de to personer, der befandt sig om bord i helikopteren, er døde. Men det er ikke officielt bekræftet af den russiske regering.
Su-34-kampflyet faldt til jorden cirka 10 kilometer fra den nedstyrtede helikopter. Pilotens skæbne er ukendt.
Rusland har brugt regionen Brjansk som opmarchområde til invasionen i Ukraine.
Den lokale guvernør i Brjansk, Aleksandr Bogomaz, oplyste torsdag, at et oliedepot nær Klintsy var blevet ramt af en drone. Ingen kom ifølge guvernøren til skade.
Oliedepotet tilhører det russiske olieselskab Rosneft.
Han fortalte, at en olietank blev delvist beskadiget. Men det er ikke bekræftet, hvem der stod bag droneangrebet.
Ugen forinden blev et godstog afsporet i regionen. Ifølge Bogomaz var det sabotage.
I sidste uge blev en drone skudt ned over Kreml - det russiske magtcenter i Moskva. Her blev Ukraine beskyldt for at stå bag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned