Russisk kvinde har dræbt 20 pensionister

En formodet kvindelig seriemorder er blevet anholdt af russisk politi, sigtet for drab på 20 pensionister i det vestlige Sibirien. Angiveligt har hun vundet deres tillid ved at udføre huslige pligter for dem, oplyser russiske medier.

Den 39-årige kvinde blev anholdt mandag i forbindelse med efterforskningen af drabene på 20 kvindelige pensionister i de sidste syv år, oplyser talsmand for politiet i Sverdlovsk Valerij Gorelikh ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Han tilføjer, at den sigtede kvinde har tilbudt de ældre ofre at hjælpe dem med opgaver i deres hjem for at vinde deres tillid og for at få adgang til deres boliger.

- Når det var sket, slog hun dem i hovedet med en kølle og fjernede deres penge og værdigenstande. Ifølge udtalelsen fra politiets efterforskere er drabene udført af ren og skær grådighed, siger Gorelikh.

Der er rapporter om cirka 20 drab i en række byer i regionen. Alle drabene er ifølge Gorelikh udført med et lignende kriminelt mønster.

Den mistænkte har to døtre, hvoraf den ene bor sammen med hende, mens den anden opholder sig på et statsligt børnehjem, oplyser politiet.

Det er ikke første gang, at en seriemorder er på spil. I 2007 var Rusland rystet over retssagen mod "skakbrætmorder" Aleksandr Pitjusjkin, der pralede med, at det fik ham til at føle sig som en gud at have dræbt 48 mennesker.

Pitjusjkin, der havde sat sig som mål at dræbe en person for hver af de 64 felter på et skakbræt, blev idømt fængsel på livstid og psykiatrisk behandling.

/ritzau/AFP

Politiet i Rusland har anholdt en 39-årig kvinde og sigtet hende for at have dræbt 20 kvindelige pensionister i løbet af de seneste syv år.

Offentliggjort Sidst opdateret