Russisk militær melder om ukrainske droner over Krim-halvøen
Både Rusland og Ukraine har gentagne gange beskyldt modparten for at bruge droner til at angribe. Senest har Ukraine ifølge Rusland sendt droner ind over Krim-halvøen. (Arkivfoto). Foto: Alexey Pavlishak/Reuters
Det er foreløbig uvist, om nogen kom til skade, da droner ifølge Rusland blev skudt ned over Krim-halvøen.
Russisk militær har tidligt lørdag morgen henholdsvis skudt ned og ødelagt 20 ukrainske droner over den annekterede halvø Krim.
Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge flere russiske nyhedsbureauer, skriver Reuters.
Ruslands luftforsvarssystem skød 14 droner ned, mens de øvrige seks blev "neutraliseret" ved hjælp af "elektronisk krigsførelse". Det fremgår ikke, hvad der konkret skete med de droner, der blev "neutraliseret".
Men det er blandt andet muligt ved hjælp af særligt elektronisk udstyr at forstyrre radiosignalerne mellem den enkelte drone og fjernstyringen, så dronen ikke længere kan kontrolleres fra landjorden.
Den metode kaldes jamming.
Det har ikke været muligt for Reuters at få oplysningerne om dronerne over Krim-halvøen bekræftet af uafhængige kilder.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har det russiske forsvarsministerium oplyst om hændelsen på beskedtjenesten Telegram.
Her fremgår det, at ingen personer kom til skade, da dronerne blev skudt ned. Der er heller ikke sket materiel skade.
Rusland anser Krim-halvøen for at være russisk territorium. Landets militær indtog halvøen i 2014, hvorefter Rusland annekterede den.
De fleste andre lande anser dog Krim for retmæssigt at tilhøre Ukraine.
Rusland har de seneste måneder adskillige gange skudt droner ned over Rusland og Krim-halvøen. Som regel påstår Rusland, at dronerne er sendt afsted af Ukraine.
Så sent som fredag meddelte myndighederne i Moskva, at en drone var blevet skudt ned i udkanten af den russiske hovedstad.
Også i juli blev der skudt droner ned over og i nærheden af Moskva, ligesom Krim-halvøen flere gange blev angrebet af droner.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned