Russisk militærdomstol giver krigsmodstander fem års fængsel
Det har resulteret i en dom på fem års fængsel, at en russisk krigsmodstander postede en video af et formodet ukrainsk angreb på den bro, der forbinder Rusland med Krim-halvøen, og skrev, at angrebet var "mere eller mindre forståeligt". (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
En bøde svarende til 45.000 kroner er skærpet til fem års fængsel for at poste opslag om bombet bro til Krim.
En fremtrædende russisk sociologiprofessor og krigsmodstander, Boris Kagarlitskij, er tirsdag ved en militær appeldomstol i Moskva idømt fem års fængsel for angiveligt at have retfærdiggjort terror.
Oprindeligt var han blevet idømt en bøde på 600.000 rubler, hvilket svarer til omkring 45.000 kroner.
Han fik bøden for at have lavet et opslag på sin hjemmeside, der blev tolket som støtte til terrorhandlinger i Ukraine.
Videoen viste et forsøg på at sprænge en bro til den annekterede Krim-halvø i luften. En formodet ukrainsk aktion, som Kagarlitskij udtalte var "mere eller mindre forståeligt".
Det fik russisk politi til at anholde ham i juli 2023 på mistanke om terrorstøtte.
Kagarlitskij betalte den bøde på 600.000 rubler, han blev idømt, og blev løsladt.
Men anklagemyndigheden gik til den militære appeldomstol, der tirsdag har ændret bøden til fem års fængsel.
Den 65-årige sociolog tiltalte blev anholdt i retten tirsdag og bragt direkte til en fængselscelle.
Kagarlitskij er tidligere professor ved Universitetet for Økonomi og Samfundskundskab.
I Rusland er han kendt som en af de få venstreorienterede intellektuelle, der beskæftiger sig med forhold vedrørende arbejdsmarked og fagforeninger.
Han har også skrevet klummer i vestlige medier – herunder den danske avis Information – med kritik af præsident Vladimir Putins krig i Ukraine.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker